Ranglister over unges udseende spredes på nettet

To skoler i vores region har opdaget og anmeldt ranglister til politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere steder i landet oplever skoler, at der laves ranglister over unge elevers udseende, som bliver offentliggjort på nettet. 

Det skriver DR Nyheder, der blandt andet nævner to eksempler fra skoler i vores region, hvor billeder er blevet lagt ud på nettet uden samtykke.

Skoleledelse fik liste fjernet

For nyligt fik Odsherreds Efterskole kendskab til en rangliste over unges udseende, der var lagt ud på en hjemmeside.

Skolens ledelse fik listen fjernet og har sidenhen været i kontakt med elever og forældre.

- Vi har i sidste uge informeret forældrene til de 25 af vores elever fra listen. De pågældende elever var vist på listen med et enkelt portrætfoto, og deres navn fremgik ikke af listen, oplyser forstander Lone Aalholt Nielsen til TV2 ØST.

Skolen ikke har nogen viden om, hvem der står bag listen, men forstanderen oplyser, at sagen er blevet anmeldt til politiet. 

Ødelæggende mobning

At børn og unge laver ranglister overrasker ikke Ask Hesby Krogh, der er sekretariatschef i Digitalt Ansvar.

Det får dog ifølge ham en helt anden karakter, der er langt mere alvorlig, når disse ting foregår på nettet og på sociale medier.

- Det er i en helt anden liga, det her. Det er tidligere foregået i mindre skala. Elever sendte måske sedler rundt til hinanden, men med sociale medier er det blevet mere organiseret, og det når ud til langt flere. Det er ikke det samme, som den der seddel, der blev sendt rundt i 7.B i gamle dage, siger han og fortsætter:

- Alt det, man har kunnet finde på at gøre i den fysiske verden, er rykket over i den digitale. Det kan både ske i en relativ uskyldig form og så i en meget voldsom form, hvor der er tale om decideret mobning, som kan være meget ødelæggende.

quote Alt det, man har kunnet finde på at gøre i den fysiske verden, er rykket over i den digitale

Ask Hesby Krogh, sekretariatschef, Digitalt Ansvar.

Ifølge Ask Hesby Krogh skal man passe på at nedtone alvoren ved denne type adfærd på nettet.

- Man skal tage det seriøst. Det kan måske for voksne, hvor det er lang tid siden, man har siddet på skolebænken, virke som om, at det ikke betyder så meget, og at der måske også ligger nogle komplimenter i listerne, men det kan lægge et kæmpe pres på unge, der hele tiden føler sig målt og vejet, siger han.

- Børn og unges omdømme er noget helt andet end tidligere. Før sociale medier var det forbeholdt kendte mennesker. Nu skal børn og unge forholde sig til deres omdømme og image på en anden måde, tilføjer han.

Opfordring til skoler

Ask Hesby Krogh hæfter sig ved, at skolerne i disse tilfælde har handlet efter at have fået kendskab til listerne.

- Det er positivt, at der kommer en reaktion fra skolerne.

Han mener ikke kun, at forældrene har et ansvar, men opfordrer også skolerne til at forholde sig til ranglister som disse, fordi de er organiseret omkring deres institutioner.

- Skolerne kan godt sætte rammer og have en politik om det og overveje hvilke konsekvenser, der skal være, hvis nogen ikke følger spilleregler, siger han. 

Læs også
Børn blev mobbet og krænket mere på nettet under corona
Læs også
Børn blev mobbet og krænket mere på nettet under corona

Odsherred Efterskole har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyser, at man tager afstand fra listen og derfor ikke ønsker at bidrage yderligere til at skabe interesse for den.

Ifølge DR Nyheder opdagede Midtsjællands Gymnasium lignende rangliste over elever i  september 2022, som også blev meldt til politiet.

Kender du til lignende eksempler på ranglister, så kan du tippe TV2 ØST på redaktion@tv2east.dk.


Nyhedsoverblik