Ny læreruddannelse begejstrer: - Det kunne godt være noget for mig

Den sociale oplevelse fra en højskole - og alt det faglige ved en vaskeægte læreruddannelse kan snart blive til virkelighed i Odsherred. Og det er en god ide, siger en elev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg tror, at man får nogle særlige kompetencer ved at gå på højskole. Og jeg tror, at det er kompetencer, der godt kan overføres til det at arbejde med børn.

Sådan siger Sylvester Poulsen, der i disse uger er højskoleelev på Vallekilde Højskole i Odsherred, hvor han på skolens forfatterlinje hver eneste dag arbejder med at skrive.

Dermed er han præcis en af dem, som Professionshøjskolen Absalon gerne vil lokke til. Som TV2 ØST i dag fortæller planlægger de nemlig at åbne en splinterny læreruddannelse på Vallekilde Højskole. Her vil det første år af læreruddannelsen foregå som et højskoleophold med indkvartering i de traditionsrige bygninger.

- En højskole kan mange ting. Jeg er vild med det sociale. Jeg går med en hel masse på min egen alder, og det gør, at der er fest hver weekend. Men jeg kan også godt lide det faglige. Det er ligegyldigt, hvad man vil beskæftige sig med, så kan man få god undervisning på højskolerne, siger han.

Læs også
Helt ny læreruddannelse kan åbne på højskole
Læs også
Helt ny læreruddannelse kan åbne på højskole

Et fristende tilbud

Sylvester Poulsen bor til daglig i Brønshøj ved København. Han er vild med konceptet - og en læreruddannelse på en højskole er noget, der kunne give mening for ham, siger han.

- Jeg tror, at jeg meget hellere ville vælge en læreruddannelse, der indebar noget, der mindede om et højskoleophold, end jeg ville vælge en læreruddannelse uden det element. Jeg er helt vild med at gå på højskole, og jeg tror, at man kan lære mere i den setting end på en almindelig skolebænk, siger han.

Sylvester Poulsen understreger, at det er ekstra fristende for ham, fordi han selv tidligere har arbejdet som lærervikar.

- Jeg tror, at alle får noget ud af at gå på højskole. Det handler om at lære at være sammen med mennesker, siger han.

Læs også
Borgmestre bakker op om ny læreruddannelse
Læs også
Borgmestre bakker op om ny læreruddannelse

En frontzone med enorm lærermangel

Forslaget om den nye læreruddannelse på Vallekilde Højskole er nu på vej til Forsknings- og Undervisningsministeriet for at blive godkendt - men planen er tænkt nøje igennem.

Vallekilde Højskole er med sin placering i Odsherred en frontzone i krigen mod lærermanglen i Nordvestsjælland. Her har op mod hver tredje af underviserne i folkeskolen ingen læreruddannelse i ryggen. Håbet er, at man med det særlige uddannelsestilbud kan lokke nye grupper unge, som normalt aldrig ville overveje en fremtid som lærer.

Det siger Stina Løvgreen Møllenbach, der er Centerchef for Skole og Læring i Absalon, og som derfor har ansvaret for læreruddannelserne på Sjælland.

Stina Løvgreen Møllenbach har ansvar for læreruddannelserne på Sjælland.
Stina Løvgreen Møllenbach har ansvar for læreruddannelserne på Sjælland. Foto: TV2 ØST

- Vi tænker, at det her tilbud dels kan tiltrække en helt ny gruppe unge, der måske ikke havde overvejet læreruddannelsen. Dels kan det tiltrække unge her fra Nordvestsjælland, hvor der faktisk er langt til en anden læreruddannelse.

- Måske er det også noget for unge, der er lidt i tvivl om, om de skal på højskole eller skal vælge en videregående uddannelse. Så kan man tage læreruddannelsen her på Vallekilde Højskole - hvis det bliver godkendt - og så kombinere det intime miljø på en højskole med at få sig en fuld læreruddannelse, siger hun.

Læs også
Regering dropper at flytte velfærdsuddannelser til mindre byer
Læs også
Regering dropper at flytte velfærdsuddannelser til mindre byer

Eleverne skal selv betale for kost og logi på højskolen - men selve undervisningsdelen bliver gennemført som alle andre læreruddannelser, og derfor er der tale om et meget billigt højskoleophold for den enkelte elev.

- Det er meget SU-venlige priser. Selvom man en del af uddannelsen bor på højskolen, så er det til en helt anden pris end for et fuldt højskoleophold. Og så modtager man SU, mens man kan bo og leve på højskolen og være en del af fællesskabet her. Samtidig tænker vi, at det er en stor gevinst både for den enkelte og for samfundet, hvis de bagefter tager nogle af de her højskoleværdier med sig ud i folkeskolen, siger Stina Løvgreen Møllenbach.

Det handler om fællesskaber

På uddannelsens første år bor man på højskolen. Derefter vil kommunerne i området hjælpe en med at finde en ungdomsbolig eller et kollegie, men man vil stadig være en del af miljøet på uddannelsen.

Fordi der bliver tale om en mindre læreruddannelse end andre steder, så er der også færre valgfag at vælge for den enkelte. Men så skulle man gerne få noget andet med fra skolen.

- Vi er optaget af dannelse og stærke fællesskaber. Vi tænker, at det er vigtige værdier, som de studerende meget gerne må tage med sig ud i skolerne. I samfundet diskuterer man meget dannelse, og det er jo noget af det, som højskolerne er gode til, siger Stina Løvgreen Møllenbach fra Absalon.

Læs også
Kræver handling nu - højskoleelever protesterer over Black Friday
Læs også
Kræver handling nu - højskoleelever protesterer over Black Friday

Det er noget, som man på Vallekilde Højskole er enige i.

- Det, vi kan på en højskole, kan besøgende nok fornemme med det samme: Det vrimler med liv her. Og højskoleophold handler sindsygt meget om fællesskab - og det fællesskab vil de studerende på læreruddannelsen også blive en del af, siger forstander Torben Smidt Hansen.

- Mit håb er, at det på sigt vil føre til, at nogen vil få lyst til at prøve lærergerningen. Når man tager på højskole, så prøver man tit at prøve noget af og vil have noget faglig og personlig udvikling. Så jeg tror på sigt, at nogen af dem kunne finde på at vælge det, siger han.

Torben Smidt Hansen er forstander på Vallekilde Højskole.
Torben Smidt Hansen er forstander på Vallekilde Højskole. Foto: TV2 ØST

Torben Smidt Hansen tror, at den nye læreruddannelse også vil være til gavn for højskolen.

- Jeg tror, at det kan give os en bedre diskussion om pædagogik. Der kommer undervisere fra Absalon, der har pædagogik som deres hovedfag, mens vores undervisning i højere grad er professionsundervisning, altså hvor journalister for eksempel underviser i journalistik. Det møde mellem faggrupperne vil højne den pædagogiske diskussion her, og det vil være til gavn både for de ansatte og eleverne, siger han.

Han understreger, at forslaget passer godt lige nu, fordi højskolerne gerne vil åbne sig op ud imod samfundet.

- At vi prøver noget nyt nu spiller godt ind i højskolernes formål. Da vi startede i slutningen af 1800-tallet, var det for at højne hele uddannelsesniveauet, og det er egentlig også det, som vi gør nu på en helt ny måde.


Nyhedsoverblik