NASA-robot landede på Mars med mikrofoner fra Asnæs

Torsdag aften landede en robot på Mars. Ombord på robotten er en mikrofon, som er opfundet af virksomheden DPA Microphones i Asnæs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan være svært umiddelbart at se en kobling mellem det amerikanske rumagentur NASA og stationsbyen Asnæs i Odsherred – men der er faktisk en forbindelse.

Det er nemlig virksomheden DPA Microphones i Asnæs, der har leveret den mikrofon, som NASA bruger i rumkøretøjet "Perseverance", der torsdag landede sikkert på Mars efter at have været undervejs i seks måneder.

- Det er sjovt at være i en virksomhed, som ude i den store verden er en lille virksomhed, men som lige pludselig er med i sådan nogle ting, som er på forkant med den tekniske udvikling. Det er superfedt, siger Morten Rubæk, der er produktionsdirektør i DPA Microphones.

Artiklen fortsætter under billedet.

DPA Microphones har fabrik i Asnæs på Nordvestsjælland.
DPA Microphones har fabrik i Asnæs på Nordvestsjælland. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Mikrofonen, som NASA har købt til rummissionen, kaldes en ”4006-mikrofon”, og det er egentlig ikke, fordi den kan noget helt særligt.

- Det er fuldstændig standard, det vi har sendt til NASA. Vores produkter er bare robuste. Så det, NASA har købt, er helt magen til det, der bliver solgt til studier og koncertsale, forklarer Morten Rubæk.

Ifølge Morten Rubæk kan mikrofonen lidt af det hele, og det er netop derfor, at den er ideel at sende op i rummet, hvor man reelt set ikke ved, hvilke forhold man møder. Den er desuden kendetegnet ved at have en meget flad kurve, som betyder, at den gengiver en meget autentisk lyd, der ikke forvrænger frekvenserne.

Beæret over at være udvalgt

Morten Rubæk og resten af holdet bag den danske mikrofonvirksomhed er meget beærede over, at NASA har valgt netop deres virksomhed til at levere mikrofoner til rummissionen.

- Vi er jo en super teknisk virksomhed i forvejen, og når man så lige pludselig bliver forbundet med rumforskning, så giver det bare et ekstra lag ovenpå. Det fylder rigtig meget i virksomheden, siger han.

Læs også
Skovtårnet ved Rønnede er nomineret til arkitekternes Oscar
Læs også
Skovtårnet ved Rønnede er nomineret til arkitekternes Oscar

Derfor sad de fleste af virksomhedens medarbejdere da også klar foran skærmene derhjemme torsdag aften, da Mars-landingen fandt sted.

- Der var selvfølgelig lidt puls på. Mikrofonen blev testet undervejs, mens den fløj i rummet. NASA kørte sådan nogle tjek af alle systemerne, og der virkede den fint. Så vi er super spændte på, hvad den nu har optaget, når den lander ned på Mars-overfladen, siger Morten Rubæk.

Artiklen fortsætter under billedet.

Morten Rubæk er produktionsdirektør i DPA Microphones.
Morten Rubæk er produktionsdirektør i DPA Microphones. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Virksomheden forventer, at der kommer filer fra rummet i den næste lille uges tid, og at NASA i løbet af næste uge vil frigive de lydbider, som mikrofonen har optaget. Hvad der kommer til at være på filerne må indtil da forblive ved gætterierne.

- Vi kan måske høre lyden af Mars-vind eller støvet i luften. Det er jo det, der er lidt sjovt, at der aldrig er nogen, der har haft en mikrofon på Mars før. Så nu bliver det spændende at høre konkret, hvilke lyde der er deroppe, siger Morten Rubæk.

- Mit hjertebarn

Hos DPA Microphones har tre kvinder med garanti haft fingrene i lige nøjagtig dén mikrofon, som nu skal forsøge at opfange vind eller anden lyd på en planet næsten 56 millioner kilometer herfra.

- Det er jo mit hjertebarn, de her små mikrofoner, siger produktionsmedarbejder Pia Birkendorf, der står for at måle og justere mikrofonerne.

Hun har været ansat i virksomheden siden 1995, og hver uge passerer i omegnen af 80 mikrofoner gennem hendes hænder for at blive indstillet korrekt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Én af dem, der har haft fingre i den mikrofon, der nu er på Mars, er Pia Birkendorf, der har været ansat i DPA Microphones siden 1995.
Én af dem, der har haft fingre i den mikrofon, der nu er på Mars, er Pia Birkendorf, der har været ansat i DPA Microphones siden 1995. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Og selvom hun ikke normalt gør sig tanker om, hvor mikrofonerne ender med at blive brugt, havde hun slet ikke regnet med, at en af dem en dag ville lande på Mars.

- Jo mere, man bliver konfronteret med det, desto mere finder man også ud af, at det faktisk er ret unikt, at vi har noget så langt væk, og som forhåbentlig har kunnet klare turen, siger Pia Birkendorf.

- Jeg synes, det er fantastisk, at man får øjnene op for, hvor dygtige vi danskere er til at lave sådan noget her. Og så at en lille flække som Asnæs kommer på landkortet, det gør mig da stolt, fortsætter hun.

Stor international opmærksomhed

Produktionsdirektøren vil ikke ud med specifikke tal på, hvor stor succes virksomheden har, men det er ikke første gang, at virksomheden høster international anerkendelse. To af virksomhedens lydingeniører, Jens-Jørn Stokholm og Ole Moesmann, har nemlig netop modtaget en Academy of Motion Picture Arts and Sciences’ Technical Achievement Award - det er også dem, der står bag Oscar-statuetterne - for deres opfindelse af små mikrofoner, der anvendes flittigt i både film- og musikindustrien.

Læs også
Unge talenter øver på Stevns - spiller klassisk musik for køerne
Læs også
Unge talenter øver på Stevns - spiller klassisk musik for køerne

Morten Rubæk forventer da også, at den store omtale, der er kommet i forbindelse med Mars-missionen, vil påvirke virksomheden positivt.

- Det er jo ikke, fordi vi kommer til at sælge en masse til Mars eller til rumforskning, men vi bliver da omtalt i alle de lydprofessionelle kredse ude i verden, og det er jo altid godt, fortæller han.

Den 4006-mikrofon, som NASA har indkøbt til både test og installation i den endelige rumrobot, koster 12.000 kroner stykket. Med forstærker ender prisen på mellem 13.000 og 14.000 kroner. DPA Microphones ønsker ikke at oplyse, hvor mange mikrofoner NASA har købt i alt. 


Nyhedsoverblik