Nyhedsoverblik

Kommune advarer om stort hul

Odsherred Kommune advarer på Facebook borgere om et stort hul i sandet på stranden ved Kattegat Strandvej.

- Vi har her i eftermiddag af Naturstyrelsen fået besked om, at der er en mand, der på en gåtur på stranden er faldet i et dybt hul ved Kattegat Strandvej mellem de to huse ud for Flyndersø, skriver kommunen torsdag.

Kommunen regner med, at hullet i sandet er opstået som følge af vandstrømme og erosion, og at der efterfølgende er aflejret tang og sand henover.

- Vær derfor særligt opmærksom, hvis din gåtur går ud forbi de to huse ud for Flyndersø, skriver Odsherred Kommune, der i opslaget oplyser, at manden eftersigende ikke er kommet noget til ved faldet.