Hjemmepleje må droppe rengøringen - 20 medarbejdere smittet med corona

Hjemmeplejens Distrikt Midt i Odsherred er så hårdt ramt af corona, at serviceniveauet er blevet midlertidigt sænket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hjemme- og sygeplejen i Odsherred Kommune er hårdt ramt af coronasmitte. Og derfor får omkring 400 ældre lige nu ikke den hjælp, de ellers er berettiget til.

En stor del af medarbejderne i det område, der blandt andet dækker Højby og Vig, er smittet med coronavirus, og derfor får de ældre kun den pleje, som er allermest nødvendig.

- Det er 20 medarbejdere i det, vi kalder Distrikt Midt, der er syge nu med covid, så det er meget voldsomt i forhold til driften, fortæller Gitte Sonne, der er afdelingsleder i hjemme- og sygeplejen i Odsherred Kommune.

Må droppe rengøringen

Det høje antal smittede medarbejdere betyder, at der er opgaver, som hjemmeplejen ikke kan udføre for de ældre lige nu.

- Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, men vi prioriterer i opgaverne. Det er rengøring, vi har fravalgt nu, og med de øvrige praktiske opgaver vurderer vi i de enkelte tilfælde, fortæller Gitte Sonne.

Det er for eksempel opgaver som at skifte sengetøj, bade og barbere de ældre, som altså må vente, til medarbejderne er raske og tilbage på arbejde igen.

quote Jeg er meget, meget berørt over, at vi ikke kan levere det, vi skal. For der er borgere derude, der regner med os.

Gitte Sonne, afdelingsleder, Hjemme- og sygeplejen, Odsherred Kommune.

- Selvfølgelig prioriterer vi de personlige plejeting først, altså at de kommer op og får hjælp til toiletbesøg og mad og medicin og så videre, og så nogle af de praktiske ting må vi undlade eller prioritere i. Vi kan ikke nå det hele, fortæller afdelingslederen.

Hun forklarer, at de ældre er blevet spurgt, om de ønsker privat rengøring i stedet for den kommunale.

- Vi har ringet rundt til de ældre og spurgt, om de ville have en privat leverandør til at komme og gøre rent, og det har de fleste faktisk takket nej til, siger hun.

- De venter på, at vi er klar igen, fortæller Gitte Sonne.

Bekymret for borgere og personale

Gitte Sonne er rigtig træt af, at de ældre på grund af pandemien ikke kan få den service, de har krav på.

- Jeg er meget, meget berørt over, at vi ikke kan levere det, vi skal. For der er borgere derude, der regner med os. Men som situationen er nu, kan ingen af os gøre mere, end vi gør, siger hun.

Men afdelingslederen frygter også, at det store arbejdspres, der ligger på de medarbejdere, som ikke er smittet med corona, kan få konsekvenser.

Afdelingsleder Gitte Sonne er både bekymret for de ældre og for de ansatte i Distrikt Midt.
Afdelingsleder Gitte Sonne er både bekymret for de ældre og for de ansatte i Distrikt Midt. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Jeg er faktisk også bekymret over de medarbejdere, som løber så stærkt som aldrig før og tager ekstravagter. Så min bekymring ligger på mange fronter, både på borgerne og på medarbejderne, siger hun.

Så I er slidte?

- Det er vi, det er vist ingen hemmelighed. Og det tror jeg hele sundhedsvæsnet er, både hjemmeplejen og på sygehusene, vi er ved at være trætte alle sammen, siger Gitte Sonne.

- Det har været flere år med meget overarbejder, ekstraarbejde og ekstraopgaver, og det kan mærkes rent fysisk, siger hun.

Læs også
Kommuner på stribe skærer i hjemmeplejen - nu går ministeren ind i sagen
Læs også
Kommuner på stribe skærer i hjemmeplejen - nu går ministeren ind i sagen

Gitte Sonne håber på, at det er toppen af smittetrykket, de oplever i Odsherred lige nu, for der er ikke mange flere kræfter at give af i hjemmeplejen.

- Vi prøver at holde sammen på det et stykke tid endnu og håber, at pandemien klinger af, siger hun. 


Nyhedsoverblik