På en gulerodsmark går landmanden Jens Møller Olsen og glæder sig til, at året snart går på held.
For det har ikke været noget nemt år.
Det har været ekstremt på mange måder og meget, meget udfordrende
Normalt har landmanden fra Højby i Odsherred høstet alle sine gulerødder nu.
Men selvom et nyt år starter lige om lidt, så sidder en tredjedel af gulerødderne stadig i jorden.
- Det har været ekstremt på mange måder og meget, meget udfordrende. Det kan min familie også skrive under på, fortæller Jens Møller Olsen.
Maskinerne står stille
Efter et meget vådt efterår kunne Jens Møller Olsens maskiner igen køre i markerne for to uger siden.
- Så kørte vi solen sort og høstede alt det, vi kunne nå, men så kom frosten for en uge siden.
Siden har maskinerne stået stille. Også selvom der er omkring ti arbejdsdage tilbage, før gulerodshøsten bør være i hus.
- Det her viser meget godt udfordringen. Vi kan ikke køre og tage dem op, når jorden er så frossen, forklarer landmanden.
Et svært år
Det er ikke kun hos Jens Møller Olsen, at der er store udfordringer.
Ifølge Kristoffer Linderoth, der er bestyrelsesformand for Lammefjordens Grøntsagslaug, har det generelt været et svært år for grøntsagsavlerne.
- Det er en alvorlig situation lige i øjeblikket, hvor vi i princippet godt kan sælge gulerødderne. Der er mangel på gulerødder world wide. Vi har vores gulerødder siddende i jorden. Vi mangler kun det sidste. Vi skal have dem hjem, og vi skal have dem solgt. Så det er jo ekstremt frustrerende, siger han.
Det er ikke frosten alene, der er udfordringen. Det er kulminationen på et år med ekstreme vejrforhold.
Først var der en voldsom tørke i forsommeren, hvor afgrøderne blev sået og gerne skulle spire.
Derefter ramte en drivvåd november måned.
Kan ikke få årets løn
Hvis afgrøderne ikke kommer op, kan der komme til at mangle varer på hylderne.
Det er dog først og fremmest landmændene, der bliver ramt.
- Der er en masse udgifter, vi har haft til at producere de her grøntsager, som nu står i jorden og ikke kan høste, siger Kristoffer Linderoth.
- Vi kan simpelthen ikke få årets løn. Man skal tænke på, at de fleste landmænd får løn en gang om året, når de sælger deres afgrøder. I det her tilfælde, hvor man ikke kan få solgt en tredjedel af sine afgrøder, der tror jeg, de fleste vil have svært ved at mangle en tredjedel af deres løn.
Hvis vejrudsigten holder med mildere temperaturer i den kommende uge, er Jens Møller Olsen dog fortrøstningsfuld.
- Hvis de får frost, krystalliserer de, og så smatter de ud. Men jeg håber, at der bare er frost i toppen, og at de kan tø langsomt op, så kan vi godt redde dem, siger han.