EP-kandidat finder regeringens forslag til PFAS-forbud for let

Regeringen, som Moderaterne selv er en del af, har allerede sendt et forslag til EU om et forbud mod brug af PFAS. Men det går for langsomt, lyder det nu fra Moderaternes egen kandidat til EU-valget.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Står det til Moderaterne, går det for langsomt med at forbyde brugen af PFAS.

Kandidat til Europa-Parlamentet for Moderaterne Bergur Løkke Rasmussen foreslår sammen med sit parti derfor i sin valgkamp et straksforbud mod det populære men sundhedsskadelige stof.

quote Nyheden i vores forslag er både farten og omfanget

Bergur Løkke Rasmussen

- En ting er, vi kan indføre nationale tiltag i Danmark – men vi har også et indre marked, hvor varerne frit kan bevæge sig rundt. Derfor er det essentielt, vi laver det her på europæisk plan, siger han.

Tanken om et EU-forbud er dog langt fra ny, og Danmark har allerede sendt ét forslag om et PFAS-forbud til EU.

Det skete i direkte forlængelse af et forslag om et lignende forbud på dansk grund.

Hvad er PFAS?

PFAS er en samlebetegnelse for en række fluorholdige, svært nedbrydelige og miljøfarlige stoffer, hvoraf det mest kendte er PFOS.

Stofferne er alle syntetisk fremstillede og er siden 1950'erne blevet anvendt i en lang række produkter, hvor det især har haft en overfladebehandlende eller isolerende effekt.

Tidligere forslag

Sidste år sendte regeringen, som Moderaterne selv er en del af, således et forslag af sted, der skal forbyde brugen af PFAS på en række områder i hele EU.

- Et fælles EU-forbud er et vigtigt skridt. Det er ét af de initiativer, der skal til for at inddæmme og på sigt fjerne kilderne til forureningen, så vi trygt kan drikke vores vand og spise vores kød, lød det i den forbindelse fra miljøminister Magnus Heunicke (S).

Ministeren lod i den forbindelse videre forstå, at der samtidig arbejdes på helt at forbyde PFAS-stoffer i EU. Han understregede også, at det er en omfattende og kompleks opgave, som vil tage tid.

Læs også
Efter fund af giftige evighedskemikalier i Korsør - nu skal stoffet forbydes
Læs også
Efter fund af giftige evighedskemikalier i Korsør - nu skal stoffet forbydes

Forslaget blev bakket op af fire andre lande, herunder Norge og Sverige, hvor PFAS også har været sat kritisk under lup.

Det har dog endnu ikke udmøntet sig til et egentlig forbud, men det ventes at ske i 2025, har Miljøministeriet tidligere oplyst.

Hurtigere og større

Forelagt spørgsmål, hvad Bergur Løkke Rasmussen mener, er det nye i hans forslag, lyder svaret:

- Nyheden i vores forslag er både farten og omfanget.

Ifølge ham er Moderaternes forslag nemlig mere vidtrækkende end det, som partiet ellers selv var med til at fremlægge sidste år.

- Det er et straksforbud mod brug af PFAS i forbrugsprodukter, altså pizzabakker, tøj, tandtråd med mere – alle de ting, vi som borgere har gennem vores hænder hver eneste dag, forklarer han.

Der findes forurening med PFAS en lang række steder. Senest har Odsherred Kommune opsat to skilte med teksten ’Badning frarådes’ ved nordkysten ud for Nordre Strandvej ved Lumsås på grund af risiko for PFAS-forurening fra et dræn i området.
Der findes forurening med PFAS en lang række steder. Senest har Odsherred Kommune opsat to skilte med teksten ’Badning frarådes’ ved nordkysten ud for Nordre Strandvej ved Lumsås på grund af risiko for PFAS-forurening fra et dræn i området. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Hvor realistisk er det at få det gennemført med alle de andre EU-lande?

- Hvis vi lykkes med at få sammensat et progressivt parlament i tråd med det, vi har haft – så tror jeg på, at vi kan gå hele vejen og få lavet et straksforbud på PFAS i forbrugsprodukter.

Hvorfor så ikke gå hele vejen og sige et totalforbud mod PFAS?

- På langt sigt ønsker vi også et opgør med PFAS – men, vi mener, det i første omgang er vigtigst at sætte ind over for de varer, vi har i hænderne hver eneste dag, lyder svaret fra parlamentsmedlemmet.

Læs også
PFAS-gennembrud startede ved et tilfælde
Læs også
PFAS-gennembrud startede ved et tilfælde

Bergur Løkke Rasmussen var ved seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019 medlem af Venstre, hvor han i første omgang var første stedfortræder.

Efter Søren Gade forlod parlamentet til fordel for Folketinget, drog Rasmussen til Bruxelles i 2022, og i marts 2023 skiftede han så til Moderaterne, for hvem han genopstiller i år.

Valget til Europa-Parlamentet er den 9. juni 2024.


Nyhedsoverblik