Nyhedsoverblik

Byggemarked ramt af lastbil

En udenlandsk lastbilchauffør påkørte Silvan i udkanten af Nykøbing Sjælland og flygtede fra stedet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet blev opmærksom på sagen tirsdag den 28. november klokken 08.45, hvor en borger anmeldte, at han havde været vidne til, at en lastbil havde ramt facaden ved et byggemarked.

Efter påkørslen, som skete på Vesterlyng, stak chaufføren af fra stedet. Anmelderen havde dog fået fat i lastbilchaufføren, som ikke ønskede at oplyse sit navn.

Politiet blev tilkaldt, og det fik lastbilchaufføren, en 40-årig mand fra Polen, til at ændre mening, og han oplyste, hvem han er.

Derefter videregav politiet mandens oplysninger til byggemarkedet, som selv håndterer det erstatningsmæssige.

Ved påkørslen skete mindre skader på en tagrende og en tagplade.