Nyhedsoverblik

Brand på virksomhed

To medarbejdere blev tilset efter en brand på en virksomhed på Toftegårdsvej i Asnæs søndag.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politi og redning kom til stedet, efter branden blev anmeldt klokken 14.32.

Det viste sig, at branden var opstået i forbindelse med tørring af plastgranulat, hvor elektronikken havde fejlet og antændt granulatet.

Da der var mistanke om, at de to medarbejdere havde indåndet røg, blev de tilset af en ambulanceredder.

Arbejdstilsynet er blevet orienteret om branden, oplyser politiet.