Nyhedsoverblik

20-årig anholdt efter biljagt

En 20-årig mand er blevet anholdt og sigtet for trusler på livet i forbindelse med en biljagt i Højby tirsdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Omkring klokken 19.00 fik politiet flere anmeldelser om en mulig biljagt i Højby. 

Kort efter blev politiet ringet op af en 20-årig mand fra Fårevejle, der fortalte, at han følte sig forfulgt af en anden bil.

Senere kunne politiet anholde den mand, der havde forfulgt den 20-årige.

Der var tale om en anden 20-årig mand fra Højby, der havde en uoverensstemmelse med den 20-årige fra Fårevejle.

Han blev efterfølgende afhørt i sagen og er sigtet for trusler på livet.

Den sigtede mand er blevet løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han er dog fortsat sigtet i sagen, som politiet er i gang med at efterforske.

Politiet er i gang med at klarlægge hele forløbet og er derfor interesserede i at høre fra personer, som har været vidne til biljagten i Højby i tidsrummet 18.50-19:30.

Der er tale om to biler med bilmærket Volkswagen. Den ene er mørk blå eller sort, og den anden er rød.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.