Trods kæp i hjulet - borgmester tror fortsat på milliarddyrt DSB-værksted i Mogenstrup

Næstved Kommunes borgmester Carsten Rasmussen (S) tror fortsat på et DSB-værksted ved Mogenstrup, selv om den første lokalplan er blevet afvist.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er stadigvæk meget sikker på, at der kommer et DSB-værksted til Næstved Kommune.

Sådan lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen (S). 

Kort før jul fik han ellers besked fra Planklagenævnet om, at lokalplanen til projektet er blevet afvist.

quote Jeg frygter ikke, at det ikke bliver til noget

Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune

- Vi har ikke lavet det, der hedder en behovsanalyse for, hvorfor der skal placeres 71 hektar erhvervsareal ude mellem Næstved og Mogenstrup. Det betyder, at vi ikke må bygge indenfor det areal, der var udlagt til lokalplanen, fortæller Carsten Rasmussen.

Troede ikke analyse var nødvendig

Det nye DSB-værksted skal - hvis altså det bliver til noget - ligge i det naturskønne område tæt på de fredede Fårebakker og Mogenstrup Ås.  

Efter planen koster opførelsen af værkstedet 1,9 milliarder kroner, og værkstedet vil huse mellem 150-200 arbejdspladser. En gave, de fleste kommuner vil klappe i hænderne over at få.

Læs også
Bekymrede naboer: Kæmpe DSB-værksted vil skæmme fredet natur
Læs også
Bekymrede naboer: Kæmpe DSB-værksted vil skæmme fredet natur

Derfor er embedsfolkene i Næstved Kommune også trukket i arbejdstøjet igen for at få udarbejdet en behovsanalyse.

- Når den er lavet, kan vi sende kommuneplanen i høring igen sammen med lokalplanen, og så forventer jeg, at vi efter sommerferien kan godkende et nyt kommuneplantillæg og en ny lokalplan, som muliggør, at projektet kan fortsætte, siger borgmesteren.

Læs også
Borgmester jubler - miljørapport giver grønt lys til DSB-værksted
Læs også
Borgmester jubler - miljørapport giver grønt lys til DSB-værksted

Hvorfor har I ikke lavet den behovsanalyse i første omgang?

- Vi havde faktisk ikke forestillet os, at vi skulle lave en behovsanalyse, når nu det er ministeren og ministeret, der har bedt os om at udlægge 71 hektar til netop DSB-værksted. Det er jo ikke, fordi vi så ikke skal lave en ny butik, et nyt byggemarked eller et nyt supermarked eller en anden virksomhed, der ønsker at bygge i Næstved, siger Carsten Rasmussen.

Det er for foden af Fårebakkerne, at DSB håber at kunne bygge et nyt værkstedsanlæg.

Møde med DSB torsdag

Han forventer, at Planklagenævnets afgørelse betyder en forsinkelse på fire til seks måneder. 

Torsdag i denne uge mødes Næstved Kommune med DSB og deres rådgivere for at drøfte konsekvenserne, men Carsten Rasmussen ser ikke afvisningen i Planklagenævnet som en aflysning af projektet.

- Jeg frygter ikke, at det ikke bliver til noget. Vi har fået medhold i de andre klagepunkter. Som regel bliver projekter standset, når man ikke har undersøgt miljøforholdene godt nok. Der kan være nogle orkideer, nogle padder, firben eller flagermus, som man skal passe på, men der har de jo sagt, at vi har gjort arbejdet godt nok, siger Carsten Rasmussen.

Lige nu bliver der arbejdet i området omkring Mogenstrup. Borgmesteren understreger, at der er tale om omlægning af en ny vej og etablering af erstatningsvandhuller til blandt andet padder og insekter, hvilket man godt må, selv om lokalplanen er blevet annulleret. 

Værkstedet kommer til at fylde 71 hektar og skal ligge som vist ovenfor.
Værkstedet kommer til at fylde 71 hektar og skal ligge som vist ovenfor. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Nyhedsoverblik