Borgmester jubler - miljørapport giver grønt lys til DSB-værksted

Det er så godt som sikkert, at DSB kan bygge sit nye værksted ved Mogenstrup. En 243 sider lang rapport fra Miljøstyrelsen blåstempler projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er 99 procent sikkert, at der kommer et DSB værksted ved Mogenstrup ved Næstved.

Sådan lyder det fra Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune, efter at Miljøstyrelsen i en 243 sider lang rapport har blåstemplet byggeriet. 

DSB's værksted skal servicere de nye eldrevne tog, og det er et ud af i alt fire nye værksteder i Danmark. De øvrige værksteder placeres i København, Fredericia og Aarhus. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Værkstedet skal bygges på et 70 hektar stort areal og kommer til at ligge her.
Værkstedet skal bygges på et 70 hektar stort areal og kommer til at ligge her. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Værkstedet ved Mogenstrup skal ligge på et 70 hektar stort areal i det naturskønne område tæt på de fredede Fårebakker og Mogenstrup Ås. 

Placeringen har vakt bekymring hos naboerne, men Miljøstyrelsens konklusioner er, at naturen med nogle tilpasninger ikke bliver synderligt påvirket af byggeriet.

Beskyttelse af frøer, firben og flagermus

I rapporten bliver det beskrevet, hvordan der skal laves en erstatningsmose for en mose, der bliver inddraget i forbindelse med anlæggelsen af værkstedet. Her skal blandt andet springfrøen have sit nye levested. Samtidig vil et paddehegn beskytte de firben, der lever i området, står der i rapporten.

Artiklen fortsætter under billedet.

DSB værksted 2 ny
Foto: Miljøministeriet

Rapporten beskriver også, hvordan der vil blive taget hensyn til områdets flagermus. Træer vil kun blive fældet uden for yngleperioden, og så vil der blive lavet 10 nye flagermusegnede træer med mindst 100 nye hulheder samt et flagermusegnet tag.

Væsentligt indgreb

Selv om rapporten også beskriver, hvordan orkidéen ægbladet fliglæbe vil blive beskyttet, så er borgerne i en modstandsgruppe i Myrup, ved siden af hvor DSB værkstedet skal ligge, skeptiske.

- Det at tro, at man kan flytte naturen på den måde, har gang på gang vist sig at tage lang tid, og jeg synes, de bagatelliserer de her ting, lyder det fra Charlotte Vestergaard Pedersen, der en af personerne bag gruppen.

Læs også
Bekymrede naboer: Kæmpe DSB-værksted vil skæmme fredet natur
Læs også
Bekymrede naboer: Kæmpe DSB-værksted vil skæmme fredet natur

Hun er biologilærer og har boet i Myrup i 32 år, og selv om Miljøstyrelsens rapport tegner et billede af, at naturen ikke vil lide voldsomt under det nye byggeri, så er hun uenig. 

- Jeg mener, det er et væsentligt indgreb i naturen. DSB skriver selv, hvordan der vil blive arbejdet 365 dage om året fra klokken 7-23 og nogle gange hele døgnet. Der vil være lys og støj, som vil påvirke både dyr og mennesker, og selv om rapporten beskriver, at der er taget for påvirkningen af omgivelserne, så vil jeg se det, før jeg tror på det, siger Charlotte Vestergaard Pedersen.

Grundig rapport

På borgmesterkontoret i Næstved er glæden over det nye byggeri dog ikke sådan at slå i stykker hos Carsten Rasmussen.

- Det er altid en balancegang, når man skal lave et stort industrianlæg, som det her jo er, fordi skal tages hensyn til naturen. Miljøstyrelsen har været grundige i deres rapport, mener jeg, og det skal de selvfølgelig være, men undersøgelserne har vist, at flytningen af værkstedet til Mogenstrup ikke kommer til at ske på bekostning af naturen, siger borgmesteren. 

Lige nu er miljøredegørelsen sendt i høring i otte uger, og så har modstandsgruppen indgivet en klage over lokalplanen. Det burde dog ikke sætte en stopper for projektet, mener Carsten Rasmussen, som ser frem til at kunne invitere 110 nye arbejdspladser indenfor kommunegrænsen.

- Det er nok nogle af de mest sikre arbejdspladser. Det koster 1,2 milliarder kroner at bygge det her værksted, og DSB har arbejdet i lang tid på at finde den rigtige placering, så det er ikke noget, der lige lukker eller flytter om 15 år. Værkstedet kommer til at ligge her i hvert fald de næste 50-100 år, lyder det fra borgmesteren. 

Læs også
Borgmester: Byråd vil stemme for DSB-værksted i Mogenstrup
Læs også
Borgmester: Byråd vil stemme for DSB-værksted i Mogenstrup

Samtidig mener han, at det vil sikre hele området en mere sikker togdrift.

- Togene kommer jo til at holde lige udenfor Næstved, så det vil være hurtigt at indsætte nogle andre, hvis der opstår problemer, hvad enten man skal mod København eller sydpå mod Femern, siger Carsten Rasmussen.

Vi føler os meget små

I Myrup føler Charlotte Skovgaard Pedersen sig magtesløs. Hun og de øvrige modstandere føler sig forbigået af kommunen undervejs i processen. De har sat en advokat på sagen, men hun tvivler på, at der er meget, de kan gøre for at bremse planerne nu.

- Miljøstyrelsens rapport var det sidste, vi for alvor satte vores lid til, og jeg ved helt ærligt ikke, hvor meget vores advokat kan gøre. Vi føler os meget små i det her. Nu kan vi bare håbe, at vores indsats i det mindste kan give nogle indrømmelser, siger hun og uddyber:

Artiklen fortsætter under billedet.

DSB værksted 1 ny
Foto: Miljøministeriet

- Det kunne for eksempel være rart, hvis de bare nogle gange om året kunne holde fri, så vi fik lidt ro herude. Jeg og mange andre sover for åbne vinduer eller i shelter en stor del af året, men det frygter jeg er forbi nu, fordi der vil være så meget støj fra værkstedet, siger Charlotte Skovgaard Pedersen. 

Hvis alt går, som Carsten Ramussen og DSB håber, vil værkstedet stå færdigt i december 2024. 

Ifølge Miljøstyrelsens rapport er der undersøgt alternative placeringer ved Nykøbing Falster, Kalundborg, Holbæk, Næstved, Ringsted, Rødby og Havdrup, men de er blevet fravalgt af årsager som for eksempel for små arealer, meget kuperet terræn og tværgående elledninger.


Nyhedsoverblik