Nyhedsoverblik

Tre mænd anholdt efter hjemmerøveri

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har natten igennem været talstærkt til stede ved en ejendom på Skælskørvej nær Karrebæksminde.

Kort før midnat modtog politiet en anmeldelse om, at flere mænd var trængt ind i huset. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor det lykkedes at pågribe den første mand ni minutter efter anmeldelsen.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev yderligere to mænd anholdt ikke længe efter.

De er alle tre sigtet for røveri mod person i egen bolig, og vil ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi alle blive fremstillet ved et grundlovsforhør i Næstved tirsdag klokken 14.

- Vi ser selvfølgelig meget alvorligt på sagen, og vi har hen over natten sat en større efterforskning i gang. På nuværende tidspunkt kan vi ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser, fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i en pressemeddelelse.

Ifølge ham søger politiet vidner, der kan have befundet sig i området ved Skælskørvej nær rundkørslen mod henholdsvis Næstved og Karrebæksminde i tidsrummet kort før midnat.