Tiltalt for dobbeltdrab ændrer forklaring igen: Min ven slog dem ihjel

Endnu engang ændrer en 43-årig tiltalt i retssag om drab i Vemmelev og Ruds Vedby forklaring og peger på sin medtiltalte som drabsmanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er jo fremme, at det er ham. Der er jo alle beviserne og alting, svarer den 43-årige, da han igen har sat sig i vidneskranken i retssal 6 i Retten i Næstved.

Forsvarer Eigil Strand, der repræsenterer den 35-årige medtiltalte, har netop spurgt den 43-årige mand i vidneskranken, om han ikke synes, at han stikker sin ven.

Hus efter mordbrand i Vemmelev
Læs også
Skjult møntsamling dukker op i drabssag
Hus efter mordbrand i Vemmelev
Læs også
Skjult møntsamling dukker op i drabssag

Anklager Susanne Bluhm fortrækker ikke en mine i forhold til det noget opsigtsvækkende udsagn om alle beviserne fra den tiltalte 43-årige. Hun har netop afsluttet bevisførelsen i sagen mod de to tiltalte, der ifølge anklageskriftet sidste år på brutal vis slog den 68-årige møntsamler Kiehn Georg Andersen fra Ruds Vedby og den 80-årige Poul Frank Jørgensen fra Vemmelev ihjel. Udover drab er de også tiltalt for brandstiftelse og usømmelig behandling af lig.

quote Det har været lidt svært at kommunikere med min klient på det seneste

Lars Urup, forsvarer

Nu virker det, som om den 43-årige selv er blevet overvældet af beviserne. Han lyder i hvert fald sådan, da han på opfordring fra sin forsvarer Lars Urup sætter sig for at blive genafhørt. Og så alligevel ikke. For han fastholder dele af sin tidligere forklaring.

Den del, der handler om hans egen uskyld i forhold til de to drab.

Har ændret forklaring mange gange

Det er ikke første gang, den 43-årige ændrer forklaring siden sin anholdelse i sagen den 21. juni sidste år. Da retssagen mod de to tiltalte begyndte i Retten i Næstved, forklarede hans forsvarer Lars Urup, at den tiltalte er blevet afhørt af politiet fire gange, og at han har afgivet fire forskellige forklaringer.

- Måske ændrer han den igen. Jeg ved det ikke, det har været lidt svært at kommunikere med min klient på det seneste. Det skyldes, forklarede Lars Urup retten, de ret betydelige mentale udfordringer, min klient har.

Under den første forklaring i retten forklarede den 43-årige således, at han var med ude hos møntsamler Kiehn Georg Andersen i Ruds Vedby den 20. april 2019, den aften, han blev slået ihjel. Men han forklarede retten, at det var en unavngiven bekendt, han var sammen med, en bekendt, han ikke turde sige navnet på af frygt for, at der ville ske noget med hans familie efterfølgende. Han fortalte også, at det var den person, der slog Kiehn Georg Andersen ihjel og efterfølgende sørgede for, at han sank ned i søen i Blæsinge Grusgrav ved at putte sten i hans tøj og svømme ud i søen med ham. Forinden var liget af møntsamleren blevet stukket med en skarp genstand i maven.

Artiklen fortsætter under grafikken

Samtidig forklarede han, at han ikke selv var med i Vemmelev, da Poul Frank Jørgensen blev slået ihjel den 16. juni 2019, men at han vidste, at det var den unavngivne bekendt, der også stod bag drabet på den 80-årige mand.

I dag kom der så en ny forklaring i retten. Nu pegede den 43-årige på sin ven og erkendte, at det var de to tiltalte, der sammen var taget ud til møntsamleren i Ruds Vedby. Under torsdagens retsmøde fortalte han, at han vidste, at det var den 35-årige, der selv var kørt til Vemmelev og havde slået den 80-årige Poul Frank Jørgensen ihjel.  Han nægtede selv at have været i nærheden af Poul Frank Jørgensen eller hans hus.

Gør skade på sig selv, når der er uro i hovedet

Under dagens retsmøde blev den tiltaltes mentale udfordringer også italesat. Den 43-årige forklarede, at han gør skade på sig selv, når han har det psykisk svært.

- Jeg har ar over det hele. Jeg har langt over 2000 ar. I perioder, hvor jeg har det dårligt, er jeg selvskadende.

Den 43-årige viste, at han har sår i ansigtet og på hånden. Han rejste sig  pludselig op og løftede op i den løsthængende lyseblå skjorte, så retten kunne se arrene på hans krop. 

- Sådan ser jeg ud over det hele, sagde han.

- Det behøver du ikke, sæt dig bare ned igen, brød hans forsvarer ind.

- Når jeg får uro i hovedet, eller ser noget, der ikke er der, så slår jeg hovedet ind i væggen eller gør noget andet, der gør rigtigt ondt, så forsvinder det ligesom, forklarede den 43-årige.

Artiklen fortsætter under videoen.

Ved retsmødet i går kom det frem, at en skjult møntsamling var dukket op i det ene offers skorsten, da det afbrændte hus skulle rives ned.

Det ligner brandsår

Anklager Susanne Bluhm har i retten fremlagt en personundersøgelse af den 43-årige, der er foretaget lige efter, han blev anholdt. Kropsundersøgelsen viser, har anklageren dokumenteret, at den tiltalte har været udsat for stor varmepåvirkning, og at han udover afsvedne kropshår også har et brandsår på venstre underarm.

quote Det er ikke brandsår. Jeg spiser huden, ligesom andre bider negle

43-årig tiltalte

- Hvor havde du dine brandsår fra? ville anklageren vide ved dagens genafhøring af den 43-årige.

- Det er ikke brandsår. Jeg spiser huden, ligesom andre bider negle. Det ligner brandsår, men det er det ikke, svarer han.

Nægter sig skyldig

Flere vidner har under retssagen udpeget de to tiltalte som gerningsmænd til en række forhold, der ikke handler om de to drab, herunder et forsøg på hjemmerøveri. Under genafhøringen forklarede den 43-årige tiltalte torsdag, at det var de to venner, der stod bag flere af sagens andre forhold.

Den 35-årige medtiltalte har under hele sagen nægtet sig skyldig i samtlige af sagens forhold, bortset fra det ene, der omhandler opbevaring af et gevær i kælderen i det hus i Ringsted, begge mænd i en periode boede sammen i. 

Da han under dagens genafhøring blev spurgt til den 43-åriges udsagn, der peger på ham som gerningsmand, sagde han, at han stadig holder meget af sin ven, men at han er en ”klaphat”.

blaesinge_grusgrav.jpg
Læs også
Vidner udpeger tiltalte i drabssagen fra Ruds Vedby og Vemmelev
blaesinge_grusgrav.jpg
Læs også
Vidner udpeger tiltalte i drabssagen fra Ruds Vedby og Vemmelev

- Han har rodet sig ud i noget skidt, han er bange for, at der er nogle, der vil skade de mennesker, han holder af,  nemlig hans familie, og derfor er det en nem og gratis omgang at pege på mig, sagde den 35-årige tiltalte, mens han sad i vidneskranken.

Retssagen fortsætter onsdag den 9 september, der forventes skyldkendelse og eventuel dom den 29 september.


Nyhedsoverblik