Thomas gennemførte verdens vildeste rally: - Det var umenneskeligt hårdt

For første gang i ti år har en dansker gennemført Dakar Rally. Det skete på en motorcykel, og føreren er Thomas Kongshøj fra Holmegaard.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er først nu ved at gå op for mig. At det er lykkedes, og at resultatet blev så godt. Og fuck, hvor er det sindssygt og vildt. Jeg er glad og lykkelig. Det var bare umenneskeligt hårdt.

Sådan siger den danske offroad-kører Thomas Kongshøj fra Holmegaard ved Næstved, efter han søndag gennemførte Dakar Rally, der i år blev afviklet i Saudi-Arabiens ørken.

- Det har været så hårdt. Både fysisk og psykisk. Nogen gange var jeg nødt til mentalt at dele ruten op, så jeg kunne tage bare tre kilometer mere eller måske en halv time. Men så kom jeg også igennem det, fortæller en tydeligt træt kører efter løbets afslutning.

Gennem ørkenen i snevejr

I gamle dage blev Dakar Rally afviklet på ruten mellem Paris og Senegals hovedstad Dakar på Afrikas vestkyst og var kendt som et meget afvekslende løb, hvor ruten både gik gennem ørken og jungle. 

Læs også
Første dansker på motorcykel til Dakar i 12 år
Læs også
Første dansker på motorcykel til Dakar i 12 år

Dengang som nu medvirker både for eksempel rallybiler, motorcykler og lastbiler i løbet. Sikkerhedssituationen i Vestafrika har dog betydet, at løbet siden 2009 er blevet afviklet på andre ruter.

Thomas Kongshøj under et af etaperne i den kuperede ørken.
Thomas Kongshøj under et af etaperne i den kuperede ørken. Foto: Rallyzone

Men selvom årets løb blev afviklet hen over de enorme sandklitter og stenformationer i Saudi-Arabiens store ørkenområder, så blev turen dog på lange stræk alt andet end varm og støvet.

- Vi har oplevet både bagende sol, snevejr og flere dage, hvor vi kørte i regn. En dag kørte vi fire timer i hagl fra et haglvejr. Vi havde bare slet ikke vejret med os, og jeg har virkelig frosset på motorcyklen undervejs på ruterne. 

- Jeg havde slet ikke forventet den slags vejr, når det foregår i en ørken, siger han. Mange deltagere har da også på grund af vejret betegnet løbet som det hårdeste i mange år, fortæller Thomas Kongshøj.

Verdens hårdeste løb

Dakar Rally er kendt for sine maleriske billeder af deltagerne, der fræser igennem ørkenen under en brændende blå himmel. Det hårde terræn gør, at løbet regnes som verdens hårdeste rallyløb - og deltagerne kæmper næsten altid med enten helbred eller teknik på turen.

Mens Thomas Kongshøjs Husqvarna-motorcykel, bortset fra lidt problemer med en styrdæmper, kørte upåklageligt gennem både ørkenstøv, sne og regn, så kæmpede han dog med fysikken.

- Jeg havde et dumt styrt i Danmark, lige før jeg skulle afsted. Her slog jeg mine ribben og fik blodsamlinger i den ene side. Og på anden etape af Dakar Rally væltede jeg bagud på motorcyklen og ramte nogle sten. Så jeg kørte den etape med en blå skulder og en blå højre arm, som jeg næsten ikke kunne løfte, fortæller han.

Læs også
Event skal hjælpe unge ud af misbrug - motocross skal erstatte adrenalinkick fra stoffer
Læs også
Event skal hjælpe unge ud af misbrug - motocross skal erstatte adrenalinkick fra stoffer

Også sygdom besøgte ham undervejs. At køre i kulde udløste en dag med feber - og en madforgiftning gjorde en køredag ekstra spændende. Udfordringerne til trods kunne han dog gennemføre etaperne.

Løbet har ikke kun været hårdt fysisk, men også psykisk, fortæller Thomas Kongshøj. 

- Det var meget hårdere, end jeg havde forestillet mig. Når man kørte i ørkenen, var man meget alene - og især første uge var sindssygt hård at komme igennem, siger han. 

Uden signal til omverdenen

Årets løb var 8.528 kilometer langt og delt op i 14 etaper. Selvom løbet foregik i terræn, på smalle spor gennem store sandklitter i dårligt vejr, så gik det alligevel meget hurtigt. 

Thomas Kongshøj ved ankomsten efter 14. etape.
Thomas Kongshøj ved ankomsten efter 14. etape. Foto: Privatfoto.

Thomas Kongshøj har regnet ud, at den gennemsnitslige hastighed var på 149 kilometer i timen på turen.

- Det har bare været helt vildt. Vi havde tre dage, hvor vi kørte gennem et totalt øde område, hvor der kun lever kameler, og hvor der heller ikke var signal til mobiltelefonerne. Det har været en kæmpestor rejse, både personligt og sportsmæssigt. 

- Det er som om, at indtrykkene slet ikke har bundfældet sig endnu. Jeg synes, at det er svært at forklare den mentale side af løbet med alle oplevelserne og udfordringerne. Jeg tror, man skal have prøvet det for helt at forstå det, siger han.

Konkurrenter evakueret med helikopter

Thomas Kongshøj synes, at han selv for alvor kom ind i løbet efter hviledagen i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh efter 8. etape.

- Der var det som om, jeg fandt formen og flowet og for alvor kunne komme op i fart. Samtidig kørte vi i nogle klitter, som jeg virkelig godt kunne lide at køre i, og hvor vi kørte helt vildt stærkt, siger han.

Især den sidste etape endte dog med at være svær.

Thomas Kongshøj på podiet efter afslutningen af Dacar Rally.
Thomas Kongshøj på podiet efter afslutningen af Dacar Rally. Foto: Rallyzone

- Det regnede vildt meget, og det blev rigtig farligt på ruten. Der var flere kørere, der endte med at sidde fast og som måtte evakueres med helikopter, siger han.

Han endte på en 40. plads blandt de 90 motorcykel-kørere, der gennemførte løbet. En plads, han er rigtig godt tilfreds med.

Motorcykelkategorien blev vundet af argentineren Kevin Benavides, der gennemførte rallyet på 44 timer, 27 minutter og 20 sekunder. Til sammenligning var Thomas Kongshøjs tid på 57 timer, 1 minut og 57 sekunder.

Glæder sig til at komme på job

Thomas Kongshøj er på vej hjem til Danmark, da TV2 ØST fanger ham på telefonen. Han glæder sig til at komme hjem til familien, få slappet af og passe sit andet arbejde, hvor han arbejder med motorcross flere steder i vores landsdel. 

Læs også
Vild reklamevideo for slot går viralt - kan du se, hvor de har klippet?
Læs også
Vild reklamevideo for slot går viralt - kan du se, hvor de har klippet?

- Nu har jeg været afsted i snart tre uger, så det bliver rart at komme hjem, siger han.

Alligevel er han ikke langt fra at begynde at planlægge det kommende års aktiviteter. 

- Der er både VM og igen et Dakar Rally til næste år. Det skal nok blive godt, siger han.


Nyhedsoverblik