Små skoleelever lærer at svømme i havets bølger

I Karrebæksminde tager eleverne til stranden, når de skal lære de første svømmetag. Og det virker, lyder meldingen fra Karrebæksminde Privatskole

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De fleste børn lærer at svømme i en svømmehal, men i Karrebæksminde har de valgt en anderledes løsning.

Eleverne fra 2. og 3. klasse på Karrebæksminde Privatskole tager i stedet til stranden og får svømmeundervisning i Smålandshavet. Og det virker, lyder meldingen.

quote De har virkelig rykket sig. De er blevet så gode nu, at de i alt fald som minimum alle sammen kan svømme en bane frem og tilbage

Marianne Frederiksen, svømmelærer

- De har virkelig rykket sig. De er blevet så gode nu, at de i alt fald som minimum alle sammen kan svømme en bane frem og tilbage, siger svømmelærer Marianne Frederiksen fra Karrebæksminde Privatskole. 

Sammen med 30 andre skoler landet over deltager skolen i et landsdækkende forskningsprojekt under navnet Alle skal lære at svømme, som er søsat af Dansk Svømmeunion og Trygfonden.

Med forskningsprojektet ønsker svømmeunionen at undersøge, hvor, hvordan og hvornår børn bedst lærer at svømme.

Begyndte med hundesvømning

I Karrebæksminde har eleverne i 2. og 3. klasse siden maj haft intensiv svømmetræning i Smålandshavet 2-3 gange om ugen. 

9-årige Tristan Griebel Schmidts talent var begrænset til en gang hundesvømning, da svømmetræningen begyndte. Nu er han god til det hele, siger han.

- Hvor god jeg er? Tja, fra 1-10 der er jeg blevet 9, lyder meldingen.