Nyt sporarbejde - togbusser og aflyste tog på Sydbanen i weekenden

Et større arbejde med at udskifte sporskifter mellem Ringsted og Næstved indledes i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der indsættes togbusser mellem Næstved og Ringsted - og en del regionaltog fra Nykøbing Falster kommer til at stoppe i Næstved og ikke København.

Sådan bliver situationen lørdag og søndag, hvor Banedanmark udskifter sporskifter ved Glumsø på strækningen mellem Næstved og Ringsted.

Arbejdet i weekenden er første skridt i arbejdet med at udskifte sporskiftet til en ny og bedre model, oplyser Banedanmark til TV2 ØST.

Her bliver de gamle sporskifter pillet op, og midlertidigt erstattet af såkaldte almindelige retskinner, indtil de nye sporskifter er klar til at komme ud på strækningen.

Læs også
Sporarbejde bliver ikke færdigt til tiden – færre tog mellem Ringsted og Roskilde
Læs også
Sporarbejde bliver ikke færdigt til tiden – færre tog mellem Ringsted og Roskilde

Rammer ikke så mange

Arbejdet kommer kort tid efter et andet sporarbejde på Sydbanen, mellem Ringsted og Roskilde i august, der ikke blev færdigt til tiden, og hvor arbejdet trak ud flere uger længere end ventet til frustration for både passagerer og DSB.

Denne gang er der dog ikke kritiske toner i luften fra DSB.

- Det er klart, at når der er sporarbejde, så er det en gene for de rejsende. Kunderne på Sydbanen er trætte af sporarbejde, fordi der har været så omfattende arbejder. Heldigvis foregår det i weekenden, så det ikke rammer så mange passagerer, siger Tony Bispeskov fra DSB.

Læs også
Elektrisk superlokomotiv er blevet langt mere driftssikkert - men der er stadig ikke tog til tiden
Læs også
Elektrisk superlokomotiv er blevet langt mere driftssikkert - men der er stadig ikke tog til tiden

Han hæfter sig ved, at Banedanmark ser arbejdet som nødvendigt.

- Vi glæder os jo bare over, at banen for hvert arbejde i øjeblikket bliver mere sikker og mere stabil, siger han.

Starter fredag

Sporarbejdet indledes fredag aften fra cirka klokken 22.30, og fortsætter indtil søndag den 25. september.

I arbejdsperioden vil der blive kørt med togbusser i stedet for tog mellem Ringsted og Næstved.

Derudover kører regionaltogene mellem Københavns Hovedbanegård og Nykøbing Falster via Køge Nord, og med enkelte undtagelser kun mellem Næstved og Nykøbing Falster indtil den 26. september.


Nyhedsoverblik