Store babser, Tissebleer og Hundeprutter. Det var med produktnavne som disse, at Bonbon-slikket i 1990'erne vandt især børnenes hjerter og lokkede dem til den dertil hørende forlystelsespark ved Næstved.
De positive historier har der dog ikke været mange af for forlystelsesparken BonBon-Land de seneste mange år. Gæster har kritiseret parken for at være utidssvarende og nedslidt, den daværende direktør gik i 2020 bort på tragisk vis i en ung alder, og økonomien har været hårdt ramt. Værst stod det til i 2019, hvor parken på Sydsjælland kom ud af året med et dundrende underskud på 39,8 millioner kroner.
Vi har aldrig solgt så mange sæsonkort som i år
Faktisk har parken ikke givet overskud siden 2006, hvor der kunne puttes 743.000 kroner på bankbogen. Men nu ser udviklingen til at være vendt - den farverige forlystelsespark ved Holme Olstrup har nemlig for første gang i 15 år overskud.
Helt præcist ender resultatet med et overskud på 3.044.000 kroner, mens parken har en egenkapital på 57,8 millioner kroner.
Opgradering i stedet for nye rutsjebaner
Overskuddet på lidt over 3 millioner kroner er et tal, som direktør Lars Fahlmann med egne ord er "ekstremt glad" for at kunne præsentere.
- Det betyder selvfølgelig rigtig meget, og vi ser det som et udtryk for, at den strategi, vi har lagt, er ved at lykkes, siger han til TV2 ØST.
TV2 ØST har gennem årene flere gange omtalt parkens underskud, og i den efterfølgende debat på sociale medier har mange brugere fortalt, at de har opleveret en lidt slidt og uskøn park. Det er netop den type kritik, man har lyttet til, forklarer direktøren.
- Vi har valgt, at vi hellere vil opgradere parken, arbejde med vores image og i det hele taget hæve niveau blandt det, vi har, i stedet for at investere i nye, store rutsjebaner, siger Lars Fahlmann til TV2 ØST.
Det betyder dog ikke, at der mangler store ambitioner for fremtiden. Parken arbejder lige nu med en femårsplan, der især handler om at forbedre parkens generelle tilstand og branding, men på den lange bane er det også planen, at der igen skal nye, store forlystelser til.
- Det er dét, der skal til, hvis vi skal til det næste niveau, siger Lars Fahlmann.
VIDEO: TV2 ØST mødte flere gæster i BonBon-Land torsdag. De var glade for, at parken nu har vendt udviklingen:
Direktøren håber samtidig, at medvinden holder ved for dette års regnskab. Det tyder alt dog på indtil videre.
- Vi har solgt rigtig mange sæsonkort i år. Faktisk har vi aldrig solgt så mange som i denne sæson, og samtidig har der været en del flere gæster på de første åbningsdage end tidligere, forklarer Lars Fahlmann.
Direktøren fortæller samtidig, at parken har intensiveret arbejdet med at brande sig selv over for borgerne i lokalområdet. Det sker blandt andet med indsatser i lokale supermarkeder og samarbejde med lokale sportsforeninger.
- Langt, langt størstedelen af vore kunder er inden for en times kørsel fra os, så vi er helt afhængige af en god relation til lokalområdet. Det er helt afgørende for en park som vores, siger Lars Fahlmann.