Næstveds nye havn bliver svær at realisere

Det bliver svært at gennemføre planerne om at bygge en ny havn ved Næstved Ydernæs. Jorden i området er for blød - og miljøhensyn gør det svært at få tilladelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Planerne om at bygge en ny havn i Næstved udenfor Næstved By ved Ydernæs kan mandag aften have fået et torpedoskud for boven.

En ny konsulentrapport fra COWI, der mandag blev præsenteret for byrådet, viser nemlig adskillige problemer ved ideen om at flytte industrihavnen ud af byen. 

Det oplyser Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

Faktisk er problemerne så alvorlige, at konsulenterne fra COWI kalder projektet for forbundet med betydelige risici.

Læs også
Næstved Havn skaber dyb splittelse i byråd
Læs også
Næstved Havn skaber dyb splittelse i byråd

Betydelige problemer

Rapporten kortlægger en række problemer med den påtænkte havn.

For det første, så vil miljøkrav i området betyde, at det vil være særdeles svært at få lov til at bygge den nye havn. Blandt andet Natura 2000-krav og krav til vandkvaliteten kan gøre det svært for havnen.

For det andet, så er den bløde jord i området - og bløde havbund i havet ud for den påtænkte havn - et problem. Det vil gøre, at der skal tilføres betydelige ekstrabevillinger til projektet, hvis det skal realiseres.

Endelig er hele økonomien i projektet usikker, da markedsforholdene for en ny havn er usikre. Den lave havnedybde i Karrebæk Fjord, og mange andre havne i området betyder, at havnen konkurrencemæssigt kan være udfordret.

Oprindelig placering også udskældt

Også den oprindeligt udpegede placering ved Stenbæksholm udsættes for kritik i den nye rapport.

Stenbæksholm var oprindeligt udpeget af et enigt byråd som en mulig placering af havnen - men Næstved Havn skiftede i sommer holdning til placeringen og pegede i stedet på Ydernæs som en placering.

Rapporten understreger, at en række af de problematiske forhold er gældende hele vejen langs Karrebæk Fjord - og altså ikke er specifik for de to placeringer.

Læs også
Strandjæger: Flytning af havn til Ydernæs vil ødelægge et rekreativt område
Læs også
Strandjæger: Flytning af havn til Ydernæs vil ødelægge et rekreativt område

Havn skal kommentere

Byrådet blev mandag orienteret om rapporten - men der blev ikke truffet beslutninger mandag. I stedet blev rapporten sendt til havnebestyrelsen, der nu skal nærlæse rapporten og komme med deres kommentarer til rapporten.

Byrådet i Næstved Kommune besluttede helt tilbage i 2019, at flytte erhvervshavnen ud af Næstveds bymidte, hvor der i stedet skal etableres mere byliv og nye former for erhverv. I stedet skulle en ny erhvervshavn tage over for de nuværende arealer inde i byen.

Carsten Rasmussen oplyser mandag aften til TV2 ØST, at der ikke ventes nogen beslutning om havnen på denne side af nytår.

Artiklen er opdateret
Artiklen er 6/12 2022 opdateret med information om, at også Stenbæksholm rammes af kritikken i rapporten.