Importerer tonsvis af affald fra England: - Vi har mere brug for det på vores breddegrader

I alt er der anløbet 19 britiske skibe med hver 2.300 ton affald i Næstved Havn i år. Affald, som senere luner i fjernvarmekunders radiatorer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor del af varmen i danske radiatorer kommer fra det affald, vi alle skiller os af med. Men er man fjernvarmekunde i Næstved, stammer varmen ikke kun fra Hr. Hansen og Fru Jensen,  men også fra Mrs. Brown og Mr. Smith.

Affald fra blandt andet England bliver nemlig brændt af og forvandlet til varme hos det kommunale affaldsselskab AffaldPlus.

- Vi leverer omkring 98 procent af al den fjernvarme, der bruges i Næstved, fortæller Ole Andersen, der er energichef i Affaldplus i Næstved.

Importen af affald til Næstved begyndte i 2013. Siden da er mængderne bare vokset. Det fortæller Sjællandske mandag.

Affaldet bliver leveret i "baller" viklet ind i plastik. Arkivfoto.
Affaldet bliver leveret i "baller" viklet ind i plastik. Arkivfoto. Foto: AffaldPlus

- Cirka en tredjedel af vores affald her i Næstved kommer fra henholdsvis England og Irland. Så kommer der lidt fra Tyskland, og så kommer der fra Italien, fortæller energichef Ole Andersen til TV2 ØST.

Der kommer mest affald fra England, og i år har AffaldPlus fået en rekordstor mængde skrald fra udlandet. I alt er der anløbet 19 britiske skibe med hver 2.300 ton affald i Næstved Havn, og det har alt sammen bidraget med varme til cirka 6.000 husstande i Næstved.

Importen lader sig gøre, fordi englænderne ikke på sammen måde udnytter energien i deres affald. I stedet dumpes det på lossepladse, hvor det blandt andet kan udlede metangas.

- I England er fjernvarmesystemer, som vi har her i Danmark, slet ikke så udbredt. Det er det heller ikke i Tyskland, siger Ole Andersen.

- Og hvis vi kommer længere ned i Europa, så har man ikke det samme behov for fjernvarme, altså boligopvarmning, som vi har her i Danmark. Så derfor giver det mening at flytte affaldet op til en breddegrad, hvor vi har brug for energien til fjernvarme, siger han.

Ole Andersen, energichef, Affaldplus i Næstved.
Ole Andersen, energichef, Affaldplus i Næstved. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Affaldssortering er skyld i import

Importen af udenlandsk affald til Næstved begyndte i 2013, og siden det første læs udenlandsk affald blev leveret, har Danmark tredoblet importen.

I den seneste opgørelse fra 2019 oplyser Miljøstyrelsen, at der i alt blev importeret 386.000 ton skrald. Og det er der en simpel forklaring på. Vi genbruger og genanvender nemlig som aldrig før, og derfor er der ikke ret meget affald tilbage at brænde af.

- Vi er blevet så gode til at udsortere til genanvendelse, så derfor er der blevet plads i vores ovne til at vi kan fylde op med noget andet, fortæller Marie Münster, der er professor i energisystemer ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Derfor kan vi så importere og fylde ovnene op, så vi udnytter den kapacitet, vi har, og får produceret varme til forbrugerne, siger hun.

quote Det giver mening af importere affald fra udlandet, hvis den alternative behandling i udlandet er værre

Marie Münster, professor i energisystemer, DTU.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), giver det dog ikke mening at importere affald for at brænde de af på danske varmeværker og derved udlede CO2.

- Det er tudetosset, at når vi gerne vil være et foregangsland på det grønne område faktisk importerer affald, som ovenikøbet indeholder meget plastik, til at blive brændt af.

- Hvis vi skal nå vores klimamål, så skal vi stoppe med at importere affald fra andre lande, sagde ministeren i maj 2020 til dagbladet Politiken.

Men Marie Münster kan godt se fordele ved importen af skrald.

- Det giver mening af importere affald fra udlandet, hvis den alternative behandling i udlandet er værre. For eksempel hvis det bare ender på en losseplads, siger hun.

Varmen skal altså under alle omstændigheder produceres for ikke at give kolde fødder i Næstved. Derfor giver det i en klimperspektiv god mening at udnytte det affald, der ellers ville ligge på en engelsk losseplads.

Læs også
Deadline er i morgen - men kun én kommune når i mål med ny affaldssortering
Læs også
Deadline er i morgen - men kun én kommune når i mål med ny affaldssortering

Energichefen hos Affaldplus er også overbevist om, at importen af skrald er den bedste løsning her og nu.

- Affaldet bliver jo skabt under alle omstændigheder, og det skal jo bortskaffes på en eller anden måde. Så synes vi, at det er fornuftigt at udnytte energien, der er i affaldet bedst muligt som alternativ til at bruge en fossilenergikilde, som naturgas jo er, siger Ole Andersen.  


Nyhedsoverblik