Deadline er i morgen - men kun én kommune når i mål med ny affaldssortering

Kommunerne fik rygende travlt, da miljøministeren sidste år præsenterede ny skraldesortering. Kun Næstved Kommune når fristen, torsdag den 1. juli.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Næstved Kommune er det gået stærkt med at få de nye skraldespande ud. I juni sidste år præsenterede miljøminister Lea Wermelin (S) en ny affaldsaftale. Alle landets kommuner skulle nu til at indsamle affald ensartet og i ti forskellige fraktioner. Straks gik Næstved Kommune i gang.

- Allerede i august bestilte vi materiale, så vi kunne indsamle ti fraktioner. Vi vidste ikke, hvordan det skulle blandes sammen, men vi var hurtigt ude, siger Gert Christensen, der er driftsansvarlig på affaldsområdet i Næstved Kommune. 

Gert Christensen, driftsansvarlig for affaldsområdet i Næstved Kommune, er en stolt mand.
Gert Christensen, driftsansvarlig for affaldsområdet i Næstved Kommune, er en stolt mand. Foto: Martin Stilling

Kommunen, der før sorterede i syv typer affald, når som den eneste i vores område miljøministerens frist torsdag den 1. juli 2021. Derfor er driftslederen i Næstved Kommune stolt.

- Det har jeg det fantastisk med. Vi vil gerne den grønne profil. Derfor har jeg det super fedt med, at vi er kommet i mål, siger han. 

Men ingen andre kommuner i vores område har nået miljømisterens korte frist til at blive klar. Ifølge Miljøministeriet er det kun ni kommuner landet over, som har nået fristen til tiden. 

Urealistisk kort frist

TV2 ØST har spurgt sendeområdets 11 andre kommuner, hvornår sorteringen af de ti typer affald bliver til virkelighed. Alle har de fået dispensation hos Miljøministeriet til at beholde deres eksisterende ordning, og seks kommuner er først klar i 2023. Planen er, at de skal komme med på den grønne sorteringsbølge så hurtigt som muligt. 

quote - Vi har på linje med mange andre kommuner reageret overfor ministeriet i forhold til den her frist, som vi synes er urimeligt kort.

Diddi Maja Thiemann, fagchef i Vordingborg Kommune.

Vordingborg Kommune er blandt de sidste kommuner i vores område, der går over til at sortere i ti fraktioner. Datoen er nu den 1. oktober 2023. Kommunens fagchef ved Byg- Land og Miljø mener, at Miljøministeriets frist på lidt over 12 måneder har været for kort. 

- Vi har på linje med mange andre kommuner reageret overfor ministeriet i forhold til den her frist, som, vi synes, er urimeligt kort. Når man tager i betragtning, at der ikke er taget hensyn til eksisterende kontrakter, og at det tager seks måneder at få leveret nye beholdere, fastslår Diddi Maja Thiemann. 

Diddi Maja Thiemann er fagchef ved Byg, Land og Miljø i Vordingborg Kommune. Hun er ikke tilfreds med den korte tidsfrist, kommunerne har fået.
Diddi Maja Thiemann er fagchef ved Byg, Land og Miljø i Vordingborg Kommune. Hun er ikke tilfreds med den korte tidsfrist, kommunerne har fået. Foto: Martin Stilling

Faktisk mener Vordingborg Kommune, at fristen er urealistisk. 

- Vi har i dag en kontrakt med en operatør, som udløber i 2023. Det er dels rigtigt dyrt, hvis man skal ændre den undervejs. Derudover skal metal, glas og plastikfraktionen udfases. Der har vi tænkt, dét er smart at lægge det sammen, så vi kun skal skifte ordning én gang, siger fagchefen. 

Én spand ekstra har store omkostninger

I Næstved Kommune er driftsleder Gert Christensen enig i, at omstillingen til den nye affaldssortering har givet nok at se til: 

- Det er et kæmpe arbejde. Der skal skrives regulativer, laves projektplaner for udrulning af ordningen, der skal bestilles beholdere og holdes møder med borgere og boligforeninger. Vi har haft rigeligt at lave, siger han. 

Læs også
60.000 skraldespande:
Næstved gør klar til ny affaldssortering
Læs også
60.000 skraldespande:
Næstved gør klar til ny affaldssortering

Landets kommuner bestemmer i høj grad selv, hvordan de ti affaldsfraktioner skal samles ind. Derfor er der også forskel på, hvor store omkostninger den nye ordning får for kommunerne, alt afhængigt af deres eksisterende skraldeordninger. Omkostninger der falder tilbage på den enkelte borger. 

Det er ikke helt ligemeget, hvor mange spande en kommune sætter ud til borgerne. Næstved Kommune har nu tre spande. Gert Christensen fra Næstved Kommune oplyser til TV2 ØST, at én ekstra skraldespand hos borgerne samlet set ville koste kommunen et sted mellem 25 til 30 millioner kroner. 

Miljøministeren: Det har været en ambitiøs plan

TV2 ØST har spurgt Miljøminister Lea Wermelin (S), om fristen på 12,5 måned har været for kort.

- Det havde ikke ændret sig, hvis fristen var skudt til lidt senere. Så havde der været en flaskehals dér. Dét at der nu bliver mulighed for denne her rullende implementering gør, at alle kan komme i mål, men ikke nødvendigvis på det helt samme tidspunkt, siger hun til TV2 ØST. 

Lea Wermelin, Miljøminister (S) på pressemødet sidste år i juni, da hun præsenterede den nye affaldsordning.
Lea Wermelin, Miljøminister (S) på pressemødet sidste år i juni, da hun præsenterede den nye affaldsordning. Foto: TV2

Ifølge ministeren har målet været realistisk:

- Jeg er med på, det er en ambitiøs plan, og at nogle kommuner synes, det er kort tid. Men vi kan også se, at nogle kommuner når det. Blandt andet i Næstved, hvor jeg ved, de har knoklet. Nu kan alle i Næstved Kommune gøre en grøn forskel ved skraldespanden, siger hun.

Teknisk set er der i år tale om et krav på kun ni fraktioner. Den tiende og sidste fraktion, som er tekstiler, skal officielt først være indført til januar næste år. I Næstved Kommune har borgerne allerede fået poser til tekstilfraktionen. 

Borgere splittet over sortering

De borgere, TV2 ØST møder i Næstved, lader dog til at være splittede over den nye affaldsordning: 

- Jeg synes, det er træls. Det synes jeg, fordi jeg har den holdning, at jeg betaler for at få fjernet skrald. Det har lykkedes meget godt uden syv forskellige spande, siger Ditte Johnsen.

De ti typer affald, som alle borgere i landet før eller senere skal sortere i.
De ti typer affald, som alle borgere i landet før eller senere skal sortere i. Foto: Grafik: Lonni Haugaard - TV2 ØST

Længere nede ad vejen er en anden beboer mere positivt stemt: 

- Jeg synes, det er godt, vi skal også passe på miljøet. Det er en god ting, fastslår Janne Hutters. 

Hvornår skal du sortere affald i ti typer?

  • Odsherred Kommune: 31. december 2022.

  • Kalundborg Kommune: Ultimo 2022.

  • Holbæk Kommune: Ultimo 2022.

  • Ringsted Kommune: I løbet af 2023

  • Sorø Kommune: I løbet af 2023

  • Slagelse Kommune: 30. april 2023 

  • Faxe Kommune : Primo 2023.

  • Stevns Kommune: 1. maj 2022. 

  • Næstved Kommune: 1. juli 2021

  • Vordingborg Kommune: 1. oktober 2023

  • Guldborgsund Kommune: I løbet af 2022. 

  • Lolland Kommune: Primo 2023

Kilde: Rundspørge TV2 ØST har lavet hos kommunerne. Tidsangivelserne er det nærmeste, de respektive kommuner har på nuværende tidspunkt.

På landsplan når ni kommuner at blive en del af den nye affaldsordning til tiden. 

Det svarer til 1,1 million danskere. Kommunerne er Frederiksberg, Hedensted, Herlev, Herning, Kolding, København, Næstved, Solrød og Svendborg. 


Nyhedsoverblik