Nyhedsoverblik

I aften skal Obama se film, som unge fra Næstved har lavet

Inden Barack Obama i aften går på scenen i Arena Næstved, skal publikum - og måske eks-præsidenten selv - se en kort film om Næstved.

I filmen skal gæsterne møde syv lokale unge. De fortæller, hvordan Næstved på forskellig vis ansporer dem til at udfolde deres talent, og hvorfor det betyder så meget for dem at gøre en forskel.

Et af de små portrætter er af danser og performance-kunstner Sine Krag-Karlshøj. Hun har sammensat sin helt egen bevægelsesform ved at lade sig inspirere af den gadekunst, hun er flasket op med i Næstved. 

- Det er da vildt at se præsidenten, men jeg synes, det er lidt vildere, at han måske kommer til at se mig, siger hun til TV2 ØST.

Også Gustav Lindeskov Mortensen, der er medlem af Næstved Ungeråd, optræder i filmen. Han tror, at Barack Obama, der var USA's præsident mellem 2008 og 2016, vil synes om filmen.

- Han snakker jo meget om, at man skal kunne tage handling på tingene, og det gør de her unge mennesker, som er med i den her film - inklusiv mig selv. Så jeg tror helt sikkert, han synes om den, lyder det.

- Det er da vildt at se præsidenten, men jeg synes, det er lidt vildere, at han måske kommer til at se mig, siger Danser Sine Krag-Karlshøj.
- Det er da vildt at se præsidenten, men jeg synes, det er lidt vildere, at han måske kommer til at se mig, siger Danser Sine Krag-Karlshøj. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Simone Kiær Jensen og Alex Lau Christensen, der er iværksættere og står bag Kadoh Designmarked, skal ligeledes på det store lærred som opvarmning til Barack Obama.

- Det er en stor mundfuld, men også en stor ære. Det er super spændende.

I filmen møder man også velfærdstalentet Emma Jensen, der arbejder på plejecentret Æblelunden. Hun fortæller, hvordan det føles at give ældre mennesker en god juleaften, mens Lukas Meyer Christensen fra Team FOG fortæller, hvordan det er at vinde som et hold. Endeligt møder man designer Simona Shakira Mamani Jensen.

AN EVENING WITH PRESIDENT OBAMA begynder klokken 18 i et næsten udsolgt Arena Næstved. 

Læs også
Hotdogs og pap-præsidenter - sådan har Næstved gjort klar til Obama-besøget
Læs også
Hotdogs og pap-præsidenter - sådan har Næstved gjort klar til Obama-besøget