Herlufsholm udpeger ny rektor for anden gang på to år

Den forrige rektor stoppede uden varsel. Nu, efter et halvt år har Herlufsholm udpeget en ny mand til posten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et halvt år efter at den forhenværende rektor på Herlufsholm stoppede med øjeblikkelig virkning, kan kostskolen nu præsentere, hvem der skal overtage jobbet.

Det oplyser Herlufsholm Skole og Gods i en pressemeddelelse.

Det bliver Jimmy Burnett Nielsen, som tidligere har været lærer og kostinspektør på skolen, der fra den 1. juli begynder i sin nye rolle.

- Herlufsholm er et helt særligt og unikt sted. Jeg glæder mig til at komme ”hjem” til skolen, hvor min familie og jeg har boet, da jeg var kostlærer for snart mange år siden, siger Jimmy Burnett Nielsen i pressemeddelelsen.

Tredje rektor på to år

Siden 2022 har Herlufsholm sagt farvel til to rektorer.

Først var det Mikkel Kjellberg, der blev fyret i maj 2022 efter at flere tidligere elever i en dokumentar kunne berette om vold og overgreb under deres tid på skolen.

Læs også
Rektor på Herlufsholm fyret efter kritisk dokumentar
Læs også
Rektor på Herlufsholm fyret efter kritisk dokumentar

I sommeren samme år tog Gitte Nørgaard over. Hun var skolens rektor i halvandet år ind til december 2023. Her hed det, at fratrædelsen skete efter gensidig aftale.

Siden kom det frem, at Gitte Nørgaard forlod posten som rektor efter en magtkamp med skolens bestyrelsesformand, Hermann Haraldsson.

Har været tilsynsførende

Siden har rollen som fungerende rektor været varetaget af vicerektor Martin Arvedlund.

- Jimmy er en meget erfaren uddannelsesleder, som har de personlige egenskaber og den tunge faglige og pædagogiske ballast, som vi fra bestyrelsens side har søgt efter, forklarer bestyrelsesformand og forstander, Hermann Haraldsson i pressemeddelelsen.

- Han brænder for børn og unges uddannelse, og han har dokumenteret flotte resultater, både når det handler om elevers faglige og menneskelige udvikling.

Læs også
Derfor forlod rektor pludselig Herlufsholm
Læs også
Derfor forlod rektor pludselig Herlufsholm

I sin tid på Herlufsholm var Jimmy Burnett Nielsen blandt andet med til at etablere skolens internationale IB-linje, som netop i år kan fejre 25-års jubilæum.

Siden har Jimmy Burnett Nielsen foruden jobs som direktør og rektor blandt andet fungeret som tilsynsførende på frie og private grundskoler.

Jimmy Burnett Nielsens CV

  • 2023-2024: Udviklingskoordinator, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.

  • 2019-2022: Bestyrelsesmedlem, Danmarks Private Skoler og formand for Danmarks Private Gymnasier.

  • 2018-:Certificeret tilsynsførende på frie og private grundskoler.

  • 2008-2022: Rektor, Bagsværd Kostskole og Gymnasium.

  • 2005-2008: Områdedirektør for gymnasial uddannelse, ZBC – Zealand Business College.

  • 2002-2005: Undervisningsassistent, Syddansk Universitet.

  • 1994-2005: Lærer, kostinspektør, inspektor og IB-koordinator, Herlufsholm Skole og Gods.

  • 1993-1994: Lærer og kommunikationsmedarbejder, Vordingborg Gymnasium.

  • 1985-1993: Lærer, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.

Kilde: Herlufsholm Skole og Gods.


Nyhedsoverblik