Casper fik fjernet benet efter kræftsygdom - nu har han slået to verdensrekorder i fridykning

Fridykker Casper Marti-Beckmann fra Næstved har netop sat ny verdensrekord for handicappede i Serbien, hvor det danske landshold i disse dage er til VM.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forestil dig, at du mangler det ene ben. Ville du så kunne svømme? Eller ville du kunne dykke?

Den præstation kan Casper Marti-Beckmann, som er en lokal fridykker fra Næstved, i særdeleshed hakke et flueben af ved. Han har netop sat rekord i to forskellige discipliner inden for fridykning. Fridykning, hvor man kun benytter den luft, man har taget ind i lungerne i overfladen.

Sammen med det danske landshold i fridykning er Casper Marti-Beckmann i disse dage til  pool VM i Serbien, som landsholdskaptajn.

- Vi er udtaget ud fra de resultater, vi lavede til Danmarksmesterskabet sidste år, fortæller Casper Marti-Beckmann over en lidt skræntende telefonforbindelse til TV2 ØST.

Læs også
Peter fandt en helt ny krabbeart - nu er den opkaldt efter ham
Læs også
Peter fandt en helt ny krabbeart - nu er den opkaldt efter ham

Hvert år bliver der afholdt et VM i fridykning.

- I år blev det i Serbien. Det skulle have været i Kuwait, men de kunne ikke nå at bygge faciliteterne færdige. Vi er kommet fra 27 lande. Alt fra Kina og Kuwait til Sverige og Danmark.

Normalt bor Casper Marti-Beckmann i Næstved og arbejder for Næstved Kommune, men frem til onsdag er han til VM i Serbien.

Åbningsceremonien til pool VM i Serbien.
Åbningsceremonien til pool VM i Serbien.

Har slået to verdensrekorder

Først slog Casper Marti-Beckmann ny verdensrekord søndag i den disciplin, der hedder 103 meter dynamisk uden finner. Der er tale om en  ny verdensrekord på 103 meter indenfor 'special needs'-kategorien.

- Den anden rekord blev også slået i dag. Det var 143 dynamisk med bifinner. Så der er faktisk slået to rekorder, fortæller Casper Marti-Beckmann.

quote Der blev klappet i hele svømmehallen

Casper Marti-Beckmann, fridykker

De to verdensrekorder er lige imponerende, men dog inden for to forskellige discipliner:

- I kraft af at jeg mangler det ene ben, er den rekord uden finner nok sværest. For der bruger man normalt både hænder og fødder. Så det er sværere, når det kun er armene, der kan bruges, siger Casper Marti-Beckmann.

- I den anden disciplin svømmer folk normalt med to finner, så mange er imponeret over, at jeg svømmer lige så langt som flere af de andre, men der svømmer jeg så kun med én finne.

Casper Marti-Beckmann har sat to nye verdensrekorder inden for disciplinen for disabled freedive til pool VM i Serbien.
Casper Marti-Beckmann har sat to nye verdensrekorder inden for disciplinen for disabled freedive til pool VM i Serbien. Foto: Privatfoto

En verdensrekord kan kun sættes til et stævne, som det, der afholdes i Serbien i disse dage, for det kræver, at der er en national dommer, en international dommer, læger, videooptagelser og dopingkontrol.

- De har skrevet om det på CMAS’ hjemmeside (hjemmeside for international undervandssport, red.), og der blev klappet i hele svømmehallen. Beviset kommer først senere, siger Casper Marti-Beckmann.

- Jeg vil fejre det på onsdag efter sidste disciplin.

Læs også
Motorcykelbetjente prøvekører Tour de France-rute: - Det er en stor opgave
Læs også
Motorcykelbetjente prøvekører Tour de France-rute: - Det er en stor opgave

Havde kræft i hoften og fik fjernet det ene ben

Den nye verdensrekord er sat op imod andre med et fysisk handicap, men stævnet i Serbien er på lige fod med folk uden et handicap. Man bliver ikke udtaget specielt efter det i Danmark, fortæller Casper Marti-Beckmann.

- For snart 15 år siden havde jeg kræft i hoften og den eneste måde, man kunne kurere det på, var fysisk ved at skære det væk, siger han og fortæller, at han har været kræftfri siden da.

- Jeg var til mange undersøgelser for at sikre, at det ikke sad andre steder i kroppen, men det sad heldigvis kun lokalt. Så når de havde fjernet det, var det helt væk, og jeg skulle ikke have nogen efterbehandling eller noget.

quote Det fascinerende ved sporten er, at det mentale er en stor del af det

Casper Marti-Beckmann, fridykker, Næstved

Efter sit sygdomsforløb fik Casper Marti-Beckmann smag for undervandsverdenen.

- Det er først kommet efter sygdommen. Jeg har altid godt kunne lide vand, men ikke noget stort. Jeg har ikke været den, der kunne dykke ned på bunden af en swimmingpool eller noget særligt.

- Jeg tænkte, om det kunne være en mulighed at dyrke den sport. Jeg synes, det virkede spændende og fik kontakt til én, som tog mig op for at dykke i Furesøen.

Det mentale er en stor del af det

Efter dykkerturen i Furesø, meldte Casper Marti-Beckmann sig til et dykkerkursus og derefter tog det fart.

- Jeg fandt ud af, hvor stor en del af den sport, der er noget mentalt samtidig med, at det er noget fysisk. Jeg kunne få lov til at udfordre mig selv igen. Jeg har altid været et konkurrencemenneske, og i den sport kunne jeg få lov til at blive presset igen, siger han.

- Det fascinerende ved sporten er, at det mentale er en stor del af det. Det er det, der får én igennem. Det er det, man arbejder med i fridykning. Hvis man prøver at holde vejret, får man en trang til at trække vejret. Det er den trang, man skal undertrykke. Det er en helt naturlig refleks.

- Hele det mentale i det er at være i den zone af ubehag længst muligt, lige indtil folk besvimer af det. Det har man også set til stævnet her, at nogle kører over grænsen. Det kan være svært at vide, hvor den er. Det er en del af det.

Det har dog intet med hans tidligere sygdomsforløb at gøre, at Casper Marti-Beckmann lige netop er god til at undertrykke trangen til at trække vejret.

- Jeg tror mere, det handler om, hvordan man er som person. Man skal nok have noget konkurrence-gen i sig og synes, at det er spændende, siger han.