I april blev en 16-årig elev fra Herlufsholm Kostskole idømt seks måneders ubetinget fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Retten i Næstved uddelte dengang en straf på seks måneders ubetinget fængsel, hvilket den 16-årige ankede til Østre Landsret. Sagen er nu afsluttet der, og landsretten nåede samme konklusion som byretten.
Det skriver Sjællandske Medier.
Men hvor den 16-årige i Retten i Næstved blev idømt en ubetinget fængselsstraf, fandt Østre Landsret, at den skulle gøres betinget.
Det betyder, at den 16-årige slipper for at afsone straffen i fængsel.
Den 16-årige skal fortsat have sin sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, og så skal han betale 15.000 kroner i erstatning til sagens forurettede.