Stolt mor til OL-bronzevinder: - Jeg kunne næsten ikke trække vejret

Tidligt tirsdag morgen så familien stolt til, da Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo roede sig til OL-bronze.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selvom klokken viste 04:30 tirsdag morgen, sad Jette Aastrand Jørgensen klistret til fjernsynsskærmen. 

Hun skulle se datteren Emma Aastrand Jørgensen ro finalen i 200 meter enerkajak. Helt ude på kanten af sofaen og med hjertet helt oppe i halsen fulgte hun med, da datteren roede sig til en flot bronzemedalje.

- Jeg var rigtig stille. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Så blev der heppet lidt og råbt lidt. Anspændt og god stemning vil jeg sige, der var, fortæller hun.

quote Jeg er så stolt, virkelig, virkelig stolt

Sofie Aastrand Jørgensen, søster

Familien var samlet i deres sommerhus i Marielyst for at se Emma Aastrand Jørgensen ro sig til en bronzemedalje. Her var også Emmas søster, der heppede på hende helt til det sidste.

-  Ej, men jeg synes, det er så crazy. Hun er jo fantastisk dygtig. Jeg er så stolt. Virkelig, virkelig stolt, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

-  Ej, men jeg synes, det er så crazy. Hun er jo fantastisk dygtig. Jeg er så stolt. Virkelig, virkelig stolt, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.
- Ej, men jeg synes, det er så crazy. Hun er jo fantastisk dygtig. Jeg er så stolt. Virkelig, virkelig stolt, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Og netop stolthed og følelser var der masser af, da Emma Aastrand Jørgensen roede over målstregen.

Når man spørger Jette Aastrand Jørgensen ind til datterens bedrift tidligt tirsdag morgen, er der kun stolthed at finde i både hendes ansigt og stemme.

- Jamen hør her, det er simpelthen så vildt. Det er simpelthen så vildt. Men jeg synes faktisk også, det er mærkeligt at have sådan et elitebarn, som bare er så dygtig. Jeg har en kæmpe stolthed, fortæller Jette Aastrand Jørgensen.

Også plads til nervøsiteten

Det kan dog også nogle gange være nervepirrende at se til fra sidelinjen, når ens datter dyster i OL-discipliner.  

- Jeg er hele tiden nervøs. Det er jo et kæmpe pres at være mor i de her dage. Det er virkelig med sådan en stor knude i min mave hele tiden, fortæller Jette Aastrand Jørgensen.

quote Det enormt hårdt, at vi ikke er ved siden af hende

Jette Aastrand Jørgensen

I år kan det være ekstra svært at se med fra sidelinjen som mor til en OL-atlet, da det må foregå fra sofakanten hjemme i Danmark i stedet for i Tokyo. Derfor kan Jette Aastrøm Jørgensen også mærke, at hun tænker meget på sin datter.

- Jeg er jo enormt spændt på, hvordan det går hende. Om hun klarer det, ligger hun oppe i toppen, som hun ønsker, og om hun præsterer, siger Jette Aastrand Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Emma Aastrand Jørgensen em
Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

Ville gerne være hos datteren

Den danske kajakroer blev i første omgang udråbt som sølvvinder foran spanieren Teresa Portela. Sølvmedaljen blev dog senere korrigeret til bronze efter et nærmere kig på tv-billederne.

Emma Aastrand Jørgensen blev tydeligt berørt over at få nedgraderet sin medalje, og i den situation var det hårdt at være mor på så lang afstand.

- Jeg kan jo godt forstå Emma, og så er det enormt hårdt, at vi ikke er ved siden af hende. Altså det der med at have brug for, at vi kunne være sammen om det, lyder det. 

Men hvis man spørger, om bronze er mindre værd i familiens øjne, er svaret helt klart.

- Nej, overhovedet ikke. Det er OL, det her, og det er en medalje. Det er da det sejeste, man overhovedet kan komme til, siger søsteren Sofie Aastrand Jørgensen.

Emma Aastrand Jørgensen har mulighed for at komme hjem til familien i Maribo med endnu mere metal om halsen. 

Onsdag morgen, klokken fire, er der indledende heat i 500 meter enerkajak og potentielt kvartfinale klokken 5:50, mens hun fredag er med i den danske firerkajak.