Færre færgeafgange til øer presser landmænd

På Fejø, Femø og Askø skal en ny elfærge finansieres ved en stor reduktion i antallet af afgange. Det vil have store konsekvenser for landemændene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når frugten er høstet på Askø, skal det hurtigst muligt fragtes til fastlandet, så det kan komme på køl.

- Ellers står vi med frugt, der bliver lidt kedeligt og muggent. Og det er der jo ikke nogen, der vil købe, fortæller landmand Christian Rasmussen.

I perioder kan det være nødvendigt, at de sejler frem og tilbage til Lolland fire gange om dagen.

Men det kan blive en udfordring. Som TV2 ØST tidligere har fortalt, har Lolland Kommune planer om at skære i færgedriften til Fejø og især til Femø og Askø. Planen er at halvere antallet af afgange fra Askø alle dage og til Femø i weekenderne.

Christian Rasmussen driver sammen med sin far landbrug blandt andet på Askø.
Christian Rasmussen driver sammen med sin far landbrug blandt andet på Askø. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

31-årige Christian Rasmussen, der sammen med sin far driver landbrug på Askø, kan slet ikke se, hvordan de nye færgeplaner mellem Lolland og Askø skal hænge sammen.

- For mig personligt ville det jo være ødelæggende. Jeg vil jo have en fjerdel af min jord, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, siger Christian Rasmussen.

Planen er at skære antallet af daglige afgange til og fra Askø fra 11 til fire. Desuden vil man sløjfe havnen i Bandholm, så alle færger i stedet sejler fra Kragenæs.

- Maskinerne er så store, at de fylder det meste af færgen. Hvis vi kun får fire afgange om dagen, og vi ikke ved, om vi kan komme med eller overhovedet booke en plads, så kan det blive stort set umuligt at få dyrket afgrøderne ordentligt og optimalt, siger Christian Rasmussen. 

Det er det muliges kunst

For mælkeproducenten Flemming Jensen, der producerer 800 tons mælk om året på Femø, vil de nye sejlplaner betyde, at det vil blive endnu sværere at få både håndværkere og dyrlæge til at sejle til Femø:

- Jeg holder op med at lave mælk, hvis det her bliver ved. Det har jeg besluttet mig for - så gider jeg ikke at bøvle med det mere, siger Flemming Jensen fra Femø.

Holger Schou Rasmussen
Foto: Mika Hänninen - TV2 ØST

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S) mener ikke, at der vil komme kapacitetsproblemer. 

- Ikke med de meldinger jeg har i forhold til den fremtidige færgedrift. Det er noget med logistik og pragmatisme, og vi er selvfølgelig villige til at kigge på, at erhvervslivet kan få fragtet deres varer frem og tilbage. Men det står også i færgestrategien, at det er et vigtigt element i fremtidens færgefart, siger borgmesteren. 

Læs også
Ny færgeplan klar på Lolland - meget færre færger skal sejle
Læs også
Ny færgeplan klar på Lolland - meget færre færger skal sejle

Han påpeger, at kommunen er villig til at sætte ekstra færgeafgange ind, når der er et øget behov for det.

- Vi er villige til at tage en snak med landmændene om sene eller tidlige færgeafgange, så vi kan finde ud af, hvordan vi får afgrøderne frem og tilbage. Vi er villige til at finde pragmatiske løsninger, og det synes vi, de skal tage imod, siger han. 

Færgerne har nået en alder, der betyder, at de er nødt til at blive udskiftet, fortæller han.

- Der er ingen tvivl om. Og det er det muliges kunst. Hvis vi skal finde penge på budgettet til et anlæg af færger uden for færgebudgettet, så kommer vi til at skulle spare på daginstitutioner, plejecentre, skole og så videre. Og det synes vi ikke er rimeligt, siger borgmesteren. 


Nyhedsoverblik