Ny færgeplan klar på Lolland - meget færre færger skal sejle

Beboerne på Askø føler sig kørt over, efter Ø-kontaktudvalget i Lolland Kommune onsdag valgte at gå videre med en plan om færgedriften, der vil give langt færre afgange end hidtil til øerne i Smålandsfarvandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det eneste, vi vil have tilbage nu, er skuffelsen. De lægger vores ø-samfund i graven, og alt det, vi planlagde og håbede på, kommer ikke til at fungere.

Sådan siger formanden for Askø Strandvig Grundejerforening, Per Skov Madsen, der i øjeblikket sammen med sin hustru er ved at etablere en café og en virksomhed med syltetøj på øen.

quote Vi er gang på gang på gang blevet kørt over af politikerne og deres spareiver

Per Skov Madsen, Askø

Kommentaren kommer efter at langvarigt forløb, hvor politikerne i Lolland Kommune i en ny plan vil betale for en ny færge til øerne ved at skære dramatisk ned på antallet af færgeafgange til og fra øen. Planen er netop sendt i høring.

- Alt det her med, at de har lavet en proces og at de har haft borgerinddragelse, det er et røgslør for, at de reelt for længst har truffet alle beslutninger. Jeg har været med i tre forskellige arbejdsgrupper i den her proces og intet - og jeg understreger virkelig intet - af det, der kom ud af arbejdsgrupperne er kommet med i den endelige indstilling til politikerne, siger Per Skov Madsen.

-  Vi er gang på gang på gang blevet kørt over af politikerne og deres spareiver, siger han.

Færger sejlede tomme

I dag er der tre færger om at betjene de tre øer i Smålandsfarvandet nord for Lolland.

Fremover, når hele planen er implementeret, vil der være én færge og en båd, der kan sættes ind. De skal begge være eldrevne, og skal sejle ud fra Kragenæs. I planen droppes Bandholm helt som færgehavn.

quote Det vil vi ikke kunne overleve på. Vi lever jo af turister

Annette Larsen, frivillig, Askø Købmand

Tidligere har det været fremme, at en del færger har sejlet tomme rundt - eller kun med én passager. Derfor blev færgefarten lavet til en ordning, hvor der på forhånd skulle bookes plads, så færgerne netop ikke sejler tomme rundt.

Der er dog stadig mange sejladser med kun én passager. De dækker oftest over sejladser med hjemmeplejen fra Lolland Kommune, der skal tilse borgere på øerne. Udfordringen med hjemmeplejen er endnu ikke løst i udkastet til ny færgeplan, men vil skulle løses efterfølgende, oplyser kommunen til TV2 ØST.

Læs også
Hver tiende færge sejler tom - øboere afviser forslag om delefærge
Læs også
Hver tiende færge sejler tom - øboere afviser forslag om delefærge

På øerne er man dog meget nervøse for, om man som hidtil kan drive virksomheder på øen.

Eksempelvis får landmanden på Askø det svært, når han skal afsætte betydelig ekstra transporttid, når han skal sælge roer, ligesom elektrikeren på øen kan få bøvl, når der skal løses opgaver på Lolland, og færgen kun sejler fire gange i løbet af en dag.

En særlig udfordring kommer dog for den købmand, der er på Askø.

Annette Larsen, der er frivillig ved Askø Købmand, frygter, at de nye sejlplaner vil koste turister, og dermed forretningens eksistensgrundlag.
Annette Larsen, der er frivillig ved Askø Købmand, frygter, at de nye sejlplaner vil koste turister, og dermed forretningens eksistensgrundlag. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Den drives på frivillig basis, men de frivillige tvivler på, at det giver mening at blive ved, hvis de skal bruge dobbelt så lang tid på færgen og landevejen, end de skal i dag.

- Det vil betyde, at folk formentlig ikke kommer så meget på øen, som de har gjort tidligere, og det vil gå hårdt ud over købmanden. Det vil vi ikke kunne overleve på. Vi lever jo af turister, siger Annette Larsen, der er frivillig ved Askø Købmand.

Borgmester uforstående

Den skarpe kritik fra øboerne til trods, så er Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) dog godt tilfreds med den nye ordning, som er i høring.

- Der er arbejdet intensivt med den her plan, og der er inddraget rigtig mange mennesker. Der er en høring i gang lige nu - og jeg vil da egentlig opfordre borgere til at sende breve til kommunen og ikke TV2 ØST, siger han.

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune, er godt tilfreds med den nye ordning, som er i høring.
Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune, er godt tilfreds med den nye ordning, som er i høring. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Han mener dog, at hovedparten af den voldsomme kritik af forslaget fra Lolland Kommune skyldes utilfredshed med, at indkøbet af en ny færge ikke må ramme det kommunale budget.

- Det er jo fordi, at de er utilfredse med den underliggende præmis om, at det ikke må blive dyrere. Og nu prøver vi så at finde de bedst mulige løsninger, så det ikke bliver tilfældet, siger han.

Købte færge for at sikre afgange

Det er ikke mere end to år siden, at Lolland Kommune sidst købte en ekstra færge til færgefarten i området. 

Det var færgen Ulvshale, der blev købt af DTU for 2,3 millioner kroner. Færgen havde hidtil sejlet til Lindholm, og skulle nu bruges som erstatningsfærge i Smålandsfarvandet. En investering, der ville være betalt hjem på fem år, sagde Holger Schou Rasmussen dengang. Han fremhævede, at det var afgørende, at sikre en stabil og hyppig færgedrift til øerne, så folk stadig ville bo på dem.

I dag er tonen dog en anden.

- Jeg mener det stadig - men med det store forbehold, at jeg ikke vil være med til at skære i børnehaver og skoler for at sikre en færgefart, der for eksempel er langt bedre end til øerne i det fynske øhav, siger han til TV2 ØST.

Læs også
Lolland køber ekstra færge til sejlads til småøer: - Det er en glædens dag
Læs også
Lolland køber ekstra færge til sejlads til småøer: - Det er en glædens dag


Dermed fremhæver han den studietur, som Ø-udvalget i Lolland Kommune har haft til det fynske øhav, hvor der er langt færre afgange end til øerne i Lolland Kommune.

- Som det er lige nu, så er der en overkapacitet på færgedrift, og det kan vi ikke blive ved med at finansiere. De penge, vi får fra staten, rækker slet ikke til at betale den opgave, som vi skal løse, siger han.

Borgmester beder om hjælp

Han opfordrer dog alle borgere, der måtte have ideer til, hvordan man kan få en bedre færgedrift til at hænge sammen, til at henvende sig til kommunen i høringsfasen.

- Vi er virkelig taknemmelige for alle råd og gode ideer til, hvordan vi praktisk kan løse opgaverne. Men udgangspunktet er, at det skal hentes indenfor den økonomiske ramme, der er for færgerne, siger han.


Nyhedsoverblik