Præst laver gudstjenester på 60 sekunder - nu har hun vundet særlig pris

Sognepræsten fra Lolland lægger de korte gudstjenester på Facebook, hvor hun når ud til folk, der ifølge hende normalt ikke kommer i kirke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det hele begyndte som en overspringshandling midt i juleprædikenskrivningen i december 2019.

Sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen fra Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn på Lolland manglede inspiration til prædiken og klikkede ind på YouTube, hvor hun ved et tilfælde faldt over nogle sjove videoer.

quote Man skal turde risikere sig selv og ikke være bange for at se lidt mærkelig ud eller vise dobbelthagerne i præstekjolen

Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst i Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn

Videoerne, der hedder British Priest Reacts to Dank Christian Memes (Britisk præst reagerer på jokes med kristent indhold, red.), inspirerede hende til at lave sine egne videoer med gudstjenester på cirka 60 sekunder for sine følgere på Facebook som optakt til søndagens gudstjeneste.

Med den idé har hun nu vundet Kristeligt Dagblads initiativpris.

- Det er overvældende og vildt rørende, siger Rebekka Maria Brandt Kristensen.

Initiativet fra den lollandske sognepræst var blandt de tre mest populære af 30 nominerede i Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence, hvor læserne kunne stemme på det initiativ, de bedst kunne lide.

- Tænk, at så mange har stemt på den idé. Det er fantastisk, siger hun.

Tiltrækker flere kirkegængere

Men Rebekka Maria Brandt Kristensen er samtidig ydmyg omkring prisen.

- Fordi man skal ikke bare tro, at man er Guds gave til folkekirken. Men der er nogen, der har tillid til én på den måde, at de synes, det, man har fundet på, er godt, siger hun.

I videoerne på Facebook giver præsten en kort udlægning af, hvad den kommende søndags tekst handler om, beder en bøn og siger amen for sine følgere. Nogle gange varer videoerne 60 sekunder, andre gange bliver de lidt længere.

Læs også
Hun er 28 år, gamer og skønhedsdronning - nu skal Josefine være præst for øboere
Læs også
Hun er 28 år, gamer og skønhedsdronning - nu skal Josefine være præst for øboere

Håbet for Rebekka Maria Brandt Kristensen var at få flere på kirkebænkene om søndagen. 

Det lykkedes. Ifølge sognepræsten selv steg antallet af kirkegængere inden den første coronanedlukning i 2020 fra 10 til cirka 30 kirkegængere.

Sådan ser de korte gudstjenester ud. Artiklen fortsætter under videoen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samtidig kommer Rebekka Maria Brandt Kristensen i kontakt med folk, der ifølge hende ellers ikke ville være kommet i kirke.

- Nu skal man aldrig dømme folk på udseende eller noget som helst andet, men der er folk, som jeg ikke har set på kirkebænken, der har reageret positivt på videoerne. Og jeg tror, at man kan nå mennesker, som man ellers ville forestille sig aldrig ville have noget med kirken at gøre, siger hun.

Desuden påpeger sognepræsten, at videoerne også er for folk med et travlt liv og stressede hverdage. Det er typisk folk, der ikke har tid til at tage i kirke, fordi de føler, at de skal leve op til høje krav på arbejdet, uddannelsen eller fra familien.

Vær ikke bange for grå hår og dobbelthager

Rebekka Maria Brandt Kristensen håber samtidig, at hendes videoer med de korte gudstjenester kan inspirere andre præstekollegaer til at kaste sig ude i nye projekter.

- Man skal turde risikere sig selv og ikke være bange for at se lidt mærkelig ud eller vise dobbelthagerne i præstekjolen, fordi det er skrøbeligt og blottende, siger hun om at lægge videoer ud med sig selv.

Læs også
Præst ser ødelagt kirke for første gang: - Den er knækket som en tændstik
Læs også
Præst ser ødelagt kirke for første gang: - Den er knækket som en tændstik

- Når du står i kirken om søndagen, så er der normalt ikke videooptagelser, det er kun dem, der sidder i kirken, der kan se, hvis det mislykkes. Når du lægger dig selv ud på nettet, så kan alle se det og dine grå hår, og at du måske falder over ordene. 

- Men det skal ikke holde én fra at gøre sådan nogle ting, for jeg tror, autenticitet gør, at folk måske tager imod det, fordi de kan se, at det er ægte, tilføjer sognepræsten.

Har allerede brugt pengepræmien

Initiativprisen skaber samtidig stolthed i menighedsrådet for Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn, der nu kan bryste sig af at have en prisvindende præst.

- Vi kan ikke andet end være stolte af hende, siger Henrik Volmer Pedersen, der er næstformand i menighedsrådet.

quote Det her er Guds gave til min familie

Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst i Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn

- Hun er en meget, meget initiativrig præst og ikke som de fleste. Hun kommer virkelig ud til menigheden og borgerne i området, siger han

Henrik Volmer Pedersen fremhæver blandt andet hendes mange besøg på det lokale ældrecenter og i børnehaven og SFO’en, hvor der bliver sunget og leget bibelske lege med børnene.

- Alene det, at hun kommer i sin præstekjole, gør, at børne bliver fuldstændig forslugt og glade, siger han.

Læs også
24-årig menighedsrådsformand har modtaget racistisk brev: - Ud med dig din snotunge
Læs også
24-årig menighedsrådsformand har modtaget racistisk brev: - Ud med dig din snotunge

Med initiativprisen følger der også en pengepræmie på 20.000 kroner, og dem har Rebekka Maria Brandt Kristensen allerede brugt til glæde for sin mand og deres tre små børn.

- For det første skal man betale skat af sådan en gevinst, og for det andet havde vi noget kassekredit, der skulle dækkes. Så købte vi også nogle julegaver til børnene, og så hyggede vi os, siger hun og tilføjer:

- Og det har jeg gjort med god samvittighed, fordi børnene og familien betaler også en pris ved at have en mor, der i hvert fald arbejder seks dage om ugen og ikke er hjemme på almindelige tidspunkter. Så tænkte jeg: Det her er Guds gave til min familie om, at vi skal have det lidt godt. Og så skal jeg nok betale til Folkekirkens Nødhjælp på et senere tidspunkt. 


Nyhedsoverblik