Poul Nyrup Rasmussen og ny campus skal tiltrække lærlinge til Femern-byggeri

Det er en udfordring at få nok lærlinge til Femern-byggeriet. Ny campus, mere uddannelse og Poul Nyrup Rasmussen skal hjælpe med at tiltrække flere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2029 skal Danmarks største anlægsprojekt efter planen stå færdigt, når verdens længste sænketunnel på tværs af Femern Bælt vil gøre det muligt at nå fra Rødbyhavn til Tyskland på 10 minutter i bil.

Og det er meningen, at en del af arbejdet bag byggeriet skal udføres af unge under uddannelse. Helt nøjagtigt er entreprenørerne forpligtet til at oprette mindst 500 årsværk til lærlinge og elever.

Men det er en stor udfordring at finde unge nok, og derfor sætter Sund & Bælt nu et nyt initiativ i søen, der skal tiltrække flere unge til det store byggeri på Lolland.

- Jeg fornemmer, at vores entreprenører har fået fat i mange af de lokale, men vi kan jo også se, at det bliver sværere og sværere at nå de 500, siger Mikkel Hemmingsen, der er administrerende direktør hos Sund & Bælt.

- Udfordringen, vi har, er, at rigtig mange af de unge rejser ind mod de store byer for at opsøge et attraktivt miljø derinde. Vi skal have dem overbevist om at rejse den modsatte vej så at sige, fortsætter han.

Det er det 100 procent statsejede Sund & Bælt, der står for den danske del af Femern-byggeriet i form af underselskabet Femern A/S.

Tidligere statsminister og ny campus

Løsningen på rekrutteringsproblemet skal blandt andet findes i en tidligere statsminister og en ny campus. 

Sund & Bælt har i hvert fald afsat 100 millioner kroner til at imødegå udfordringen, hvoraf halvdelen skal bruges på et nyt campusområde, hvor minimum 50 elever og lærlinge skal kunne bo og leve tæt ved byggeriet.

- Vi kommer til at gå i dialog med de unge og høre, hvad der skal til for, at de kommer herned. Skal der være fitness, skal der være gamer-rum, eller hvad skal der være, siger Mikkel Hemmingsen.

Udover penge til at opføre en campus vil Sund & Bælt også tilføje flere penge til lærlingenes uddannelse, når de arbejder på Femern-byggeriet.

- Vi kommer til at lære dem om ledelse, noget sprog og håndtering af konflikter. Så vi har tænkt os at hælde en masse ekstra kompetencer oveni, forklarer direktøren.

Det er planen, at campus skal stå færdigt allerede i år.

Læs også
3F efterlyser plan:
Lærlinge til Femern-byggeriet er et puslespil
Læs også
3F efterlyser plan:
Lærlinge til Femern-byggeriet er et puslespil

Udover en ny campus til at lokke de unge lærlinge til Rødbyhavn har Sund & Bælt også allieret sig med den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der skal være ambassadør for initiativet.

- Det er ikke så meget, fordi han har været statsminister, at vi har taget ham. Vi har valgt ham, fordi han er med i nogle gode initiativer, som har fat i rigtig mange af de unge, vi gerne vil have fat i, forklarer Mikkel Hemmingsen.

Poul Nyrup Rasmussen var i 2009 med til at stifte Det Sociale Netværk, der har til formål at hjælpe psykisk sårbare unge – blandt andet i de 28 Headspace-centre landet over.

Femern-byggeriet er det største anlægsprojekt nogensinde i Danmark. Billedet her er fra december og viser den "portal", man kører ned i, når man skal gennem tunnelen.
Femern-byggeriet er det største anlægsprojekt nogensinde i Danmark. Billedet her er fra december og viser den "portal", man kører ned i, når man skal gennem tunnelen. Foto: Kristian Danielsen/Femern A/S

Vil tale faglige uddannelser op

Udover sit engagement i Det Sociale Netværk blev Poul Nyrup Rasmussen i slutningen af 2021 præsenteret som formand for EuroSkills 2025, hvor han skal stå i spidsen for arbejdet med at arrangere europamesterskabet for unge faglærte, der afholdes i Herning i 2025.

Samtidigt var han også i 2021 med til at stifte Alliancen for Faglig Uddannelse, der har som mål at gøre faglige uddannelser mere attraktive at vælge til. Derfor håber han at kunne bruge både sin person og sit netværk aktivt i forsøget på at skaffe elever og lærlinge til Femern-byggeriet.

- Det handler om at kunne nå de unges forældre og de unge selv og nedbryde nogle af de fejlopfattelser, der er af de faglige uddannelser, siger han.

Hvis ikke nok danske elever og lærlinge byder sig til, bliver entreprenørerne nødt til at finde dem i andre lande for at opfylde de 500 årsværk, som de er forpligtet til, ellers vil de få bøder.

quote Jeg er jo ikke naiv for, hvor stor opgaven er

Poul Nyrup Rasmussen

Poul Nyrup Rasmussen håber dog, at unge danskere vil se det som en mulighed for at bidrage til noget, som vil have betydning mange år fremover.

- Det her er jo danmarkshistoriens største anlægsbyggeri, vi står over for. Og jeg vil nu fortælle de unge: ”Er du klar over, unge ven, at den dag kommer, hvor du kan sige til din søn, at du var med til at bygge den her forbindelse”, lyder det.

VIDEO: I oktober fortalte TV2 ØST, hvordan Femern-entreprenørerne arbejdede intensivt for at lokke flere lærlinge til.

Femern-byggeri skal være et fyrtårn

Han er dog klar over, at udfordringen ikke er så lige til at løse, og at hans titel som tidligere statsminister ikke nødvendigvis sælger den alene hos unge mennesker, der måske ikke engang var født, da han forlod embedet i 2001.

- Jeg er jo ikke naiv for, hvor stor opgaven er. Vi kommer til at kommunikere med alle moderne kommunikationsmidler. På de sociale medier, små film og events, hvor jeg vil optræde, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Læs også
Mangler 500 lærlinge til Femern-byggeri - nu tager entreprenør alternative metoder i brug
Læs også
Mangler 500 lærlinge til Femern-byggeri - nu tager entreprenør alternative metoder i brug

- Jeg håber, at Femern-projektet bliver et fyrtårn, en slags rollemodel, der vil smitte af på det løft, der skal til for, at flere unge vil søge faglige uddannelser, fortsætter han.

Det er de to entreprenør-konsortier Fehmarn Belt Contractors (FBC) og Femern Link Contractors (FLC), der står for opførelsen af den 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden.


Nyhedsoverblik