Øboere kæmper for at redde Fejø Skole: - Hvis der ikke er en skole, er der ingen fremtid

I sidste uge meldte Horslunde Realskole ud, at de lukker skolen på Fejø til januar. Nu vil lokale redde skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For knap en uge siden fik forældre og elever på Fejø Skole en trist besked.

Horslunde Realskole har måtte sande, at der ikke længere er børn nok på Fejø Skole. Derfor er skolen nødsaget til at dreje nøglen om den 28. januar 2022.

quote Hvis der ikke er nogen skole, er der heller ikke nogen fremtid for øen

Katrine Rose Larsen, beboer på Fejø

Den udmelding har nu fået beboerne på Fejø til at trække i arbejdstøjet. De har besluttet, at de vil redde deres skole, så øens børn kan blive på Fejø.

- Hvis der ikke er nogen skole, er der heller ikke nogen fremtid for øen. Det er derfor, at hele øen nu står sammen, fortæller Katrine Rose Larsen, som bor på Fejø og har et barn i skolen.

Flere løsninger på tegnebrættet

Det er ikke første gang, at øboerne må kæmpe for at bevare deres skole. I 2015 lukkede Lolland Kommune den daværende folkeskole, og ligesom nu gik flere dengang sammen om at finde en løsning.

En speciallov endte med at gøre det muligt at etablere en privat satellitskole. Fejø Skole blev en filial af Horslunde Realskole, som indtil nu har drevet skolen. Men økonomisk kan det ikke længere lade sig gøre.

Katrine Rose Larsen er en af dem, der kæmper for at bevare skolen på Fejø.
Katrine Rose Larsen er en af dem, der kæmper for at bevare skolen på Fejø. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Der skal derfor tænkes kreativt endnu engang, og allerede nu har øen forskellige muligheder på tegnebrættet.

- Det er jo ikke udelukket, at man skal arbejde videre med Lolland Kommune og høre, om de kunne have en rolle i det her. Det er heller ikke udelukket, at vi skal være en ny satellitfunktion, siger Katrine Rose Larsen og tilføjer:

- Men det er absolut heller ikke udelukket, at man skal se, om man kan etablere en friskole.

Øboerne har nedsat flere arbejdsgrupper, der hver især skal undersøge, hvad der findes af muligheder. Katrine Rose Larsen forklarer, at der både skal kigges på, hvad der er af formelle krav til at danne en skole, men også hvordan økonomien skal se ud fremadrettet.

Kan ikke have en ny skole klar til februar

Uanset hvordan Fejø Skole ender med at fortsætte, kan det ikke lade sig gøre at have en ny skole klar til februar.

Derfor arbejdes der på højtryk for at finde en nødløsning fra februar frem til sommerferien.

- Vi undersøger muligheden for, at nogle af de fritstillede lærer, som er blevet fritstillet af Horslunde Realskole, kan forsætte lønnet af os eller øen. Det bygger også på frivillige kræfter, som har tilbudt deres tid og kompetencer til at undervise vores børn i mellemtiden, forklarer Katrine Rose Larsen.

Læs også
Fejø Skole lukker: - Det er jo forfærdeligt
Læs også
Fejø Skole lukker: - Det er jo forfærdeligt

Horslunde Realskole har tilbudt eleverne fra Fejø, at de kan gå i Horslunde og blive hentet ved Kragnæs Havn og kørt til skolen. Men for Katrine Rose Larsen og hendes mand er det ikke en mulighed. De har blandt andet valgt ø-livet til, da de ikke ønsker at bruge tid på at pendle.

Katrine Rose Larsen fortæller, at parret da også kort har overvejet, hvad konsekvenserne af lukningen kan være.

- Men lige nu tænker jeg, at det her nok skal lykkes. Og derfor tænker jeg ikke andre alternativer end, at vi selvfølgelig skal være her, for det er helt fantastisk her.

VIDEO: TV2 ØST besøgte Fejø den 8. december, da det kom frem, at øens skole stod til at lukke:


Nyhedsoverblik