Fejø Skole lukker: - Det er jo forfærdeligt

Efter fem år med en satellitskole på Fejø kaster Horslunde Realskole håndklædet i ringen. Til januar lukker skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra 28. januar næste år er det slut med skole på Fejø nord for Lolland. Horslunde Realskole, der driver skolen som satellitafdeling, har besluttet at lukke den. Økonomisk kan det ikke betale sig. 

Den besked fik forældrene til skolens syv elever tirsdag eftermiddag - og reaktionen på beskeden kan siges kort:

- Det er jo forfærdeligt. 

Sådan siger Josephine Schymann, der har et barn i skolen og to yngre på vej mod skolealderen. 

Åbning af Fejø Skole.
Læs også
Efter kamp for skole: I dag slås dørene op på Fejø
Åbning af Fejø Skole.
Læs også
Efter kamp for skole: I dag slås dørene op på Fejø

Hun flyttede med sin familie til Fejø i 2018, og netop øens liv og muligheder var en del af overvejelserne. Ifølge hende var de ikke flyttet til Fejø, hvis ikke der havde været en skole på øen.

Nyheden om lukning får hende til at frygte for, hvordan ølivet bliver fremover.

quote Det er svært at tiltrække folk med børn, hvis ikke der er en skole

Josephine Schymann, forælder

- Det betyder personligt, at vores fremtid på Fejø er uvis. Men for alle på Fejø har det jo en stor betydning, om man vil have en ø i udvikling, eller om man er ved at nedlukke den, siger hun og fortsætter:

- Jeg har selv en virksomhed her, og der er mange yngre, der kommer herover og driver virksomhed. Det er det, der gør, at Fejø er en attraktiv ø. Det er svært at tiltrække folk med børn, hvis ikke der er en skole. Det, der i værste fald kan ske, er jo, at Fejø bare bliver en turistø, hvor der kun er liv om sommeren, og om vinteren er det bare flexboliger og pensionister.

Der er for få børn

I 2016 lykkedes det ellers at beholde en skole på Fejø, selvom kommunen havde opgivet at drive en kommunal folkeskole. 

Lang kamp fra øboerne endte med en speciallov, som gjorde det muligt at etablere en privat satellitskole. Den skulle Horslunde Realskole drive.

Men ifølge Horslunde Realskole har det nu vist sig, at børnetallet ikke er højt nok til, at det giver mening at fortsætte. Et blik på næste års budget fik skolens ledelse til at indse, at sparekniven måtte svinges. Der blev sat gang i afskedigelser både på Horslunde Realskole,  men altså også Fejøs lærerstab er blevet opsagt. 

140902_Skolepige_skriver_JAOL.jpg
Læs også
Svinger sparekniven: Vil lukke skolen på Fejø
140902_Skolepige_skriver_JAOL.jpg
Læs også
Svinger sparekniven: Vil lukke skolen på Fejø

- Det var jo både for at holde gang i en ø og for, at vi kunne få en fødekilde den vej igennem. Det var et samarbejde, og vi har måtte sande nu, at projektet udvikler sig ikke i en grad nu, hvor vi kan blive ved med at være med. Der er ikke nok børn, siger Karoline Rubech Krøyer Jensen, der er skoleleder på Horslunde Realskole.

Skolelederen fortæller, at beslutningen indtil videre har fået én forælder til at reagere:

- Vi har fået en enkelt reaktion fra en forælder, der giver udtryk for, at hun er rigtig frustreret og rystet. Det er der jo slet ingen, der er i tvivl om, at det var den reaktion, man ville få. For selvfølgelig er det en rigtig trist besked for dem, men det er jo egentlig bare at nytænke det. 

I stedet for at tilbyde skole på Fejø vil Horslunde Realskole tilbyde de nuværende syv elever, at de kan gå i Horslunde og blive hentet ved Kragnæs Havn og kørt til skolen om morgenen. 

Derudover arbejder skolen også på en ledsagelsesordning til børnene, der altså fremover kommer til både at skulle med færge og bus for at komme i skole.

-  Vi afventer og ser, hvad der kan tilbydes. Vi passer så godt på familierne som muligt, siger Karoline Rubech Krøyer Jensen.

quote Vi har måtte sande nu, at projektet udvikler sig ikke i en grad nu, hvor vi kan blive ved med at være med

Karoline Rubech Krøyer Jensen, skoleleder

Men den ordning klinger hult hos Josephine Schymann. Hun synes, hendes søn er for lille til at tage så lang en tur selv hver dag. Derfor har hun taget konsekvensen. Hun har meldt ham ud af skolen og vil hjemmeskole, indtil hun finder en løsning.

- Det synes jeg slet ikke er holdbart, og det er heller ikke holdbart, at de vil blive kørt hjem efter endt SFO-dag. Det vil sige, at de hver dag skal have dage fra klokken 6.45, når færgen sejler til kvart over fem. Jeg vil gerne selv have lov til at vælge, hvornår mit barn kommer hjem fra skole. Det er nogle rigtigt lange dage, når man er seks år - eller syv eller otte for den sags skyld, siger hun.

Katrine Rose Larsen flyttede tidligere i år til Fejø for at arbejde som læge. Det var med drømmen om livet i et lille samfund med en lille skole. Uden skolen har hun svært ved at se, at det samfund kan eksistere.
Katrine Rose Larsen flyttede tidligere i år til Fejø for at arbejde som læge. Det var med drømmen om livet i et lille samfund med en lille skole. Uden skolen har hun svært ved at se, at det samfund kan eksistere. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Familielivet skal genovervejes

Josephine Schymann er ikke alene om at være ked af Horslunde Realskoles beslutning. Forældrene til Fejø-eleverne har aftalt at mødes i løbet ad ugen til et krisemøde for at vurdere situationen og mulighederne for fremtiden.

En af dem, der også skal med til krisemødet er Katrine Rose Larsen. Hun er læge på øen. Det samme er hendes mand. De to overtog øens lægepraksis i januar og flyttede til øen sammen med deres to børn. Ingen af dem havde sagt ja til stillingen, hvis ikke der var en skole.

- Det var afgørende for, at vi ville søge den her stilling. Havde der ikke været en skole, så havde vi kigget på stillingsopslaget og tænkt ”Det lyder fedt”, men også tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre, Katrine Rose Larsen.

Læs også
Øboere ellevilde: Får ikke bare én, men to nye læger
Læs også
Øboere ellevilde: Får ikke bare én, men to nye læger

Hun fortæller, at både hun og hendes mand er ret chokerede. For dem betyder det, at de skal tage deres beslutning op til overvejelse på ny, for uden en skole får de ikke det familieliv på Fejø, som de havde planlagt.

Hele familien trives ellers og er blevet rigtigt glade for at bo på øen. Så glade, at de netop har købt et hus.

- Min mand sagde, at det virkelig er at rive plasteret hurtigt af. Det er jo allerede i næste måned, at der ikke er en skole. Hvis man så i det mindste havde meldt ud efter sommer. Men at sige i næste måned lukker skolen. Det er helt urimeligt, siger hun og tilføjer:

- Det er helt nyt, så vi kan ikke tage stilling til, hvad der er op og ned. Vi skal finde ud af, hvad der er af muligheder. Det sætter os i en dårlig situation. Vi bliver nødt til at overveje, hvad vi skal gøre.

Læs også
500 øboere stod uden læge – nu er ungt lægepar flyttet til Fejø
Læs også
500 øboere stod uden læge – nu er ungt lægepar flyttet til Fejø

Samtidig siger hun, at hun ikke vil klandre skolen for beslutningen. De har truffet en afgørelse ud fra økonomien. Men hun synes, det er en dårlig måde, det er gjort på. Ifølge hende går det for stærkt.

I stedet så Katrine Rose Larsen gerne, at Horslunde Realskole, trak den til slutningen af skoleåret, så familierne kan nå at overveje, hvad de vil gøre, men det ser skoleleder Karoline Rubech Krøyer Jensen ikke som et problem:

- Nu har de en juleferie og en måned til at gå og forberede sig på det, så om de har en sommerferie eller den her tid til at forberede sig. Det må gå ud på et. Tidslommen er den samme, siger Karoline Rubech Krøyer Jensen.

- Nu kigger man på et nyt budgetår, og så vil det altså give bedst mening, at man iværksætter de nødvendige nedskæringer, der er påkrævet, tilføjer hun.

quote Vi skal finde ud af, hvad der er af muligheder. Det sætter os i en dårlig situation. Vi bliver nødt til at overveje, hvad vi skal gøre

Katrine Rose Larsen, forælder

Sidste skoledag bliver altså 28. januar 2022. Forældrene kommer ikke til at tage kampen op med Horslunde Realskole. De tror ikke, det bliver et godt samarbejde, når skolen ikke har lyst. Men de er enige om at tage kampen op for, at deres børn stadig kan gå i skole på øen på en anden måde. 

Præcis hvordan er stadig uvist.

- En skole er helt sikkert det, der skal ske på den ene eller anden måde. Det skal være en god, solid og varig løsning. Det er vigtigt, at det ikke bare er noget, der skal drives et år ad gangen. Vi bliver nødt til at have en løsning, der også er holdbar i fremtiden.


Nyhedsoverblik