"Ny nabo" bød på småkager - ældre kvinde narret i tricktyveri

En 85-årig kvinde fra Nakskov fik stjålet smykker, da en kvinde onsdag besøgte hende og præsenterede sig som ny nabo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Endnu en ældre borger er blevet udsat for tricktyveri. Denne gang er det gået ud over en 85-årig kvinde fra Pederstrupvej i Nakskov, som onsdag aften fik besøg af en kvinde.

- Kvinden præsenterer sig som ny nabo og har småkager med og bliver så lukket ind. Så kommer den ældre dame i tanke om, at hun har glemt at lukke hoveddøren, og da hun går ud for at lukke den, ser hun døren blive lukket, og så har der så været yderligere en kvinde inde i boligen, fortæller Kent Edvardsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Myndighederne kommer ikke bare forbi

Med sig har kvinden taget smykker fra et smykkeskrin i soveværelset, og politiet advarer endnu engang ældre borgere mod at lukke folk, de ikke kender, ind.

- I sidste uge havde vi en ældre mand, der blev franarret et større pengebeløb af en, der udgav sig fra at være fra kommunen. Man skal ikke lukke folk ind, medmindre man har en aftale. Myndighederne kommer ikke bare forbi, hvis ikke man har talt med dem forinden, og er man i tvivl, så lad være med at lukke folk ind, lyder opfordringen fra vagtchefen.

30-35 år og dansktalende

Den ældre kvinde i Nakskov var noget konfus ovenpå det kedelige besøg onsdag aften, og gerningstidspunktet er derfor beskrevet som mellem klokken 18 og 22.

Hun har beskrevet gerningskvinden som:

  • 30-35 år
  • 170-175 centimeter høj
  • Brun hudfarve
  • Mørkt, mellemlangt hår
  • Talte dansk og medbragte småkager