Nordic Medicare: Derfor må vi lukke lægeklinikker på Lolland

Region Sjælland har skabt et lønpres, der gør det umuligt for Nordic Medicare at drive lægeklinikker flere steder, lyder det fra virksomheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Før i tiden kunne enhver dansker gå til en velkendt familielæge. Men især i yderområderne er det svært at skaffe praktiserende læger.

I Region Sjælland løser man det på to måder. Nogle steder lader man private virksomheder drive såkaldte udbudsklinikker, mens regionen andre steder selv driver såkaldte nærklinikker.

Der er dog voldsom rift om lægerne, og det betyder, at lægerne i nogle tilfælde koster regionen 1.621 kroner i timen, fortalte Dagens Medicin i den forgangne uge. TV2 ØST har også fortalt historien. Den sats rygtes blandt lægerne, og derfor ser virksomheden Nordic Medicare sig nødsaget til at lukke sine klinikker i henholdsvis Rødby og Horslunde på Lolland.

- De nye timesatser, som regionen selv har ført ind i markedet, er oppe på 1.600 kroner til deres egne læger. Det er 150 procent mere, end hvad vi har mulighed for at aflønne vores læger for, fortæller Christian Riewerts, direktør i Nordic Medicare.

Nordic Medicare
Læs også
Nordic Medicare opsiger to klinikker på Lolland
Nordic Medicare
Læs også
Nordic Medicare opsiger to klinikker på Lolland

260.000 kroner om måneden

Arbejder man 37 timer om ugen til en løn på 1.621 kroner i timen, har man en månedsløn på omkring 260.000 kroner om måneden. Men den økonomiaftale, der er lavet mellem Nordic Medicare og Region Sjælland, gør det umuligt at være med på det niveau, forklarer Christian Riewerts.

- Det er en politisk beslutning, hvordan man vælger at aflønne læger i regionens egne klinikker. Men vi må tage bestik af situationen og navigere ud fra det, siger han.

Direktøren vil dog ikke svare direkte på, om han mener, at der er tale om unfair konkurrence.

- Det er en politisk beslutning, at man vælger at indføre de her regionsklinikker og aflønne lægerne på den måde. Jeg kan bare konstatere, at vi - inden for selvsamme region - ikke har en økonomiramme, der gør, at vi kan lønne vores læger med de samme, høje timesatser.

Flere klinikker kan lukke

Nordic Medicare driver adskillige lægeklinikker på Sjælland, Lolland og Falster. De resterende er også berørt af de lønpres, som regionen ifølge Nordic Medicare skaber via de høje lønninger i nærklinikkerne i Stege, Kalundborg og Nakskov.

Direktøren vil derfor ikke udelukke, at flere klinikker kan lukke.

- Jeg håber naturligvis ikke, at vi er nødt til at opsige flere aftaler. Men vi må tage bestik af den helt nye markedssituation, hvor der er så høje lønninger lige pludselig. En situation, regionen selv har skabt.

Hvorfor kommer det her midt i en valgkamp?

- Det har ikke noget med valgkamp at gøre. Det kom frem i sidste uge via Dagens Medicin, at lægerne er oppe at betale 1.600 kroner i timen. Det er det, lægerne reagerer på, og det er vi nødt til at reagere på, siger Christian Riewerts.

I har valgt at opsige to klinikker. Hvorfor ikke fire eller dem alle? Er det et forsøg på at presse regionen lidt?

- Nej. Vi har valgt at opsige de to mindste klinikker til at starte med. Der, hvor færrest patienter vil blive ramt af den her situation, siger Christian Riewerts, direktør i Nordic Medicare.

Foruden de to klinikker, der lukker, driver Nordic Medicare klinikker i Nakskov, Maribo, Nykøbing Falster, Stege, Store Heddinge og Kalundborg.

Bemærk:
Tirsdag den 2. november havde TV2 ØST tekniske problemer, der betød, at alle artikler udgivet på www.tv2east.dk den dag blev slettet. Denne artikel er derfor en rekonstruktion af en lignende artikel udgivet den 2. november 2021.

Nyhedsoverblik