Kæmpebyggeri søger ingeniører fra hele verden - ny uddannelse skal hjælpe på jagten

Maribo Gymnasium træder i Lolland International Schools fodspor og opretter en international linje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kathleen Dacillo går i 9. klasse på Lollands International School. 

Hun er fra Filippinerne og bor på Lolland, fordi hendes far er ansat på Femern Bælt-byggeriet.

Fra Kathleen Dacillos folkeskoles vinduer kan hun se over på Maribo Gymnasium.

quote Linjen gør det lettere at rekruttere til projektet

Oliver Sellner Vonsild, Head of Industrial Relations, Femern A/S.

Her giver en ny international studielinje hende mulighed for at tage en uddannelse på både dansk og engelsk fra næste skoleår. 

- Det er godt, fordi sammenlignet med andre internationale gymnasiers placering, så er Maribo Gymnasium tættere på, hvor jeg bor. Så slipper jeg for at skulle pendle mange timer, siger hun. 

Hvis en elev på Lolland og Falster vil have en uddannelse på engelsk, er de i dag nødsaget til at pendle eller flytte til et gymnasium med den engelsksprogede IB-linje. 

Der er mulighederne blandt andet Herlufsholm i Næstved, Nyborg eller Birkerød Gymnasium, der ligger henholdsvis 81, 155 og 160 kilometer fra Maribo.

Linjen er et supplement

Maribo Gymnasium har nu fået godkendelse til at oprette en international studieretning fra august 2024.

Linjen er i høj grad inspireret af den internationale folkeskole, Lolland International School (LIS), som blev oprettet for to år siden og er målrettet de internationale børnefamilier, som kommer til området på grund af arbejde.

En kombination af store byggeprojekter, så som Femern Bælt-byggeriet og Storstrømsbrobyggeriet, har skabt en efterspørgsel på international arbejdskraft og dermed også skoler til medarbejdernes børn.

Rektor Michael Levy Bruus forventer at kunne rekruttere 22 elever til den nye internationale klasse.
Rektor Michael Levy Bruus forventer at kunne rekruttere 22 elever til den nye internationale klasse. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Den internationale linje skal være et supplement til Lolland International School, så 9. klasseelever kan fortsætte på gymnasiet. Det fortæller rektor på Maribo Gymnasium, Michael Levy Bruus.

- Vi hører i forskellige sammenhænge, at der er virksomheder, som efterspørger ungdomsuddannelsesmuligheder til deres medarbejderes børn, lige så vel som at de i første omgang efterspurgte grundskoleuddannelser, siger han.

Undervisning på dansk og engelsk

Gymnasiet har fået tilladelse til at oprette en klasse, hvor der kan gå op til 28 elever. Michael Levy Bruus regner med, at gymnasiet kan erhverve omkring 22 til skolestart næste august. 

Omkring halvdelen af undervisningen skal foregå på engelsk og tysk, men der vil også indgå danskundervisning og andre fag, hvor undervisning foregår på dansk. 

Det er blandt andet, fordi linjen også skal appellere til danske elever med interesse for internationale perspektiver.

Disse sprog undervises på

  • Eleverne vil blive undervist i samfundsfag, engelsk og matematik, religion, historie og psykologi som valgfag på engelsk.

  • Alle har tysk, fordi de gerne vil tale ind i Femern Bælt-byggeriet og udviklingen af Femern Bælt.

  • Danskerne bliver tilbudt engelsk på Cambridge-niveau, og de internationale studerende bliver tilbudt ekstra danskundervisning.

    Kilde: Maribo Gymnasium

Derudover kan danskundervisningen medvirke til, at de internationale elever ser Lolland som et sted, hvor de kan slå sig ned permanent.

-  Hvis du lavede et helt engelsktalende tilbud, så ville det pege væk fra Lolland og Danmark. Vi vil gerne pege på, at der er nye borgere, der vælger at blive her, fordi de ser de muligheder, der er i det danske samfund, siger rektoren.

quote Det betyder, at tilflyttere kan skabe et helt liv i lokalområdet

Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør, Business Lolland-Falster

Eleverne kommer til at afslutte gymnasiet med en almindelig studentereksamen, som de kan bruge til at søge ind på universiteter i Danmark såvel som i udlandet. 

Linjen hjælper erhvervslivet

Hos foreningen Business Lolland-Falster mener administrerende direktør Mikkel Wesselhoff, at den nye studieretning kan blive en vigtig brik i kampen for at tiltrække arbejdskraft til området.

- Når man tænker på det behov, vi på Lolland-Falster og resten af landet har for at tiltrække kvalificeret, international arbejdskraft, så er det her et rigtig godt initiativ, siger direktøren og fortsætter:

- Det betyder, at tilflyttere kan skabe et helt liv i lokalområdet. Det er både et plus for vores virksomheder og lokalområdet, fordi de får et stærkere argument for at kunne tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft.

På linjen vil eleverne blive undervist i samfundsfag, engelsk og matematik, religion, historie og psykologi som valgfag på engelsk.
På linjen vil eleverne blive undervist i samfundsfag, engelsk og matematik, religion, historie og psykologi som valgfag på engelsk. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Mikkel Wesselhoff bekræfter, at Lolland International School (LIS) blev født ud af et behov fra de lokale virksomheder og af at der manglede et tilbud til de familier, der kom til Lolland i forbindelse med Femern Bælt-byggeriet.

- Når man kigger på de langsigtede projekter såsom tunnelprojektet, så giver det også mening at lave en overbygning på folkeskolen, siger han.

Han fortæller, at det er en blandet skare af arbejdskraft, der efterspørger uddannelsesmuligheder til deres børn. 

- Den klassiske type er ingeniørfamilier, der flytter hertil i forbindelse med Femern-projektet, men det er også specialiseret, faglært arbejdskraft, fortæller Mikkel Wesselhoff.

Den internationale folkeskole vokser

I et skriftlig svar siger Head of Industrial Relations and Sustainability Strategy hos Femern A/S, Oliver Sellner Vonsild, at de er glade for, at lokalsamfundet har taget godt imod deres udenlandske arbejdskraft.

- Linjen gør det lettere at rekruttere til projektet, og det er også en afgørende forudsætning for, at tilflyttere får lyst og mulighed for at slå rødder her på længere sigt, siger han.

Hos LIS har efterspørgslen gjort folkeskolen til en støt stigende succeshistorie. 

Det fortæller skoleleder Dominic Maher.

- Da vi åbnede, havde vi 55 elever, i år har vi 124, og vi udvider yderligere fra januar og forbereder os på at have op til 200 elever. 

Læs også
Danmarks eneste internationale folkeskole udvider
Læs også
Danmarks eneste internationale folkeskole udvider

Han oplever, at allerede når børnene går i sjette klasse, begynder forældrene at overveje, hvad de skal efter 9. klasse. 

- Baseret på de samtaler, jeg har haft med forældrene, så tror jeg, det bliver en meget populær uddannelsesmulighed, fordi hvis børnene vælger andre gymnasier, er de nødsaget til at forlade Lolland, siger han.

Læs også
Kronprinsesse Mary skal indvie international skole på Lolland: - En speciel skole kræver en speciel æresgæst
Læs også
Kronprinsesse Mary skal indvie international skole på Lolland: - En speciel skole kræver en speciel æresgæst

Skolen åbnede for to år siden, og til sommeren i år gik den første 9. klasse ud af folkeskolen. Alle elever på den årgang valgte at tage på efterskole efter 9. 

Til sommer står endnu en klasse på 16 unge overfor beslutningen om, hvad de vil efter folkeskolen. 

For Kathleen Dacillo er valget allerede truffet. Hun vil gå på den nye internationale linje på Maribo Gymnasium. 


Nyhedsoverblik