Indsætter nattog på Lollandsbanen – skal give større tryghed for unge i nattelivet

Region Sjælland har sammen med Guldborgsund og Lolland kommuner indgået aftale om en toårig forsøgsordning om nattog på Lollandsbanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når sidste tog ruller fra perronen i Nykøbing Falster klokken 01.17 må man i dag se langt efter næste afgang mod Sakskøbing, Maribo og Nakskov.

For som Lolland Kommune forklarede i et brev til Region Sjælland sidste efterår, så er der ingen afgange før om morgenen. Et faktum, der navnlig i weekenderne er en udfordring, lyder det fra borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S).

quote Det berører mange unge mennesker, for vi har ikke rigtigt noget natteliv i Maribo, Sakskøbing og til dels Nakskov

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Det berører mange unge mennesker, for vi har ikke rigtigt noget natteliv i Maribo, Sakskøbing og til dels Nakskov. Nykøbing Falster er by for nattelivet og for at give tryghed for både de unge og deres forældre, tænkte jeg, det kunne være godt med nattog, siger han til TV2 ØST.

Næste afgang i weekenderne er i dag klokken fem om morgen på lørdage og søndage. Det er for lang tid at vente, lyder det fra borgmesteren, som påpeger, at det især er en udfordring for de 16-årige, som skal forlade diskotekerne klokken to om natten.

Borgmesteren har selv fire teenagebørn, hvorfor han efter eget udsagn kender alt til udfordringen med manglende offentlig transport ud på de små timer.

- Med to afgange om nætterne til lørdag og søndag kan det være med til at unge færdes trygt på tværs af geografien.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) glæder sig over opbakning til forslaget, som sættes på skinner fra december i år.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) glæder sig over opbakning til forslaget, som sættes på skinner fra december i år. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Tab på 27 kroner per passager

Movia har over for Region Sjælland redegjort for potentialet i at indsætte nattog på strækningen, som lokalt også lyder kælenavnet Den Translollandske Jernbane.

Også økonomen er undersøgt, og det vil ikke være uden økonomiske omkostninger, fremgår det af referatet fra seneste møde i Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.

Trafikselskabet forventer, at man med to afgange hver af de to weekendnætter vil kunne tiltrække i gennemsnit 25 passagerer på hver afgang og 11.500 passagerer årligt, hvilket er forbundet med en udgift på godt 27 kroner per passager og et samlet årligt behov for offentlige støtte på 315.000 kroner.

Regningen fordeles ifølge Holger Schou Rasmussen ligeligt mellem de to Sydhavsø-kommuner og Region Sjælland.

Ifølge Region Sjælland vil det være den første strækning blandt regionens lokalbaner, hvor der indføres nattog – de øvrige strækninger tæller Odsherredbanen, Høng-Tølløsebanen og Østbanen.

Ifølge regionsrådsformand Heino Knudsen (S) kan ordningen på Lollandsbanen blive overført til andre baner, hvis forsøget viser, at der er en efterspørgsel.
Ifølge regionsrådsformand Heino Knudsen (S) kan ordningen på Lollandsbanen blive overført til andre baner, hvis forsøget viser, at der er en efterspørgsel. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fortæller, at ordningen med en delvis kommunal finansiering har medvirket til, at man nu kan lave et forsøg med nattog.

- Det er en god mulighed for at prøve det her (nattog, red.) af for billige penge i et toårigt forsøg. Mit håb er, at forsøget viser, mange vil bruge tilbuddet. Erfaringerne kan vi også bruge til at se på, om der er andre lokalbaner, som skal have nattog, siger han og tilføjer:

- Det handler om at skabe en sammenhæng også udenfor de store byer i Region Sjælland, i og med at Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune har sat penge af, er det en fin måde at prøve det her af og også få syn for, hvad der er behov for.

quote Det er ikke fordi, vi er ude i, kommunerne skal finansiere den kollektive trafik, som regionerne står for

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Normalt er det Region Sjælland, der står for at drive lokalbanerne, og at der nu kommer kommunale kroner ind over, er ifølge regionsrådsformanden ikke et forsøg på at skubbe regningen videre for bedre service på strækningerne. 

- Det er ikke fordi, vi er ude i, kommunerne skal finansiere den kollektive trafik, som regionerne står for. Men her er en helt konkret case, hvor Lolland og Guldborgsund kommuner har lagt et forslag frem, som de gerne vil prøve af og være med til at finansiere, siger han og tilføjer:

- Det er et godt eksempel på, hvordan vi også kan samarbejde, og det er de samme borgere, vi gerne vil gøre det bedre for.

Læs også
Usikkerhed om nattelivets fremtid – diskotek opsiger alle medarbejdere
Læs også
Usikkerhed om nattelivets fremtid – diskotek opsiger alle medarbejdere

Forsøgsordningen med nattog i weekenderne på Lollandsbanen starter efter planen til december efter følgende køreplan: Afgang fra Nykøbing Falster Station klokken 02.17 og 04.17, imens toget vil afgå fra Nakskov Station klokken 01.19 og igen 03.19. Tidspunkterne er sat ud fra, at afgangene passer med DSB-togene fra Nykøbing Falster mod Sjælland.

Imens sidste tog på Lollandsbanen i dag afgår klokken 01.17 i weekenderne er sidste nattog på hverdage en time tidligere.


Nyhedsoverblik