Firdoblet rejsetid til Rødbyhavn ender på ministerens bord

Den 12. december stopper togbusserne mellem Rødbyhavn og Nykøbing Falster. Flere politikere vil have transportminister til at revurdere sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indtil maj i år kunne du komme fra Nykøbing Falster til Rødbyhavn med tog på 23 minutter.

I forbindelse med arbejdet på Ringsted-Femernbanen blev der dog indsat togbusser på strækningen, så det i alt kostede pendlerne 47 minutterne at rejse mellem de to byer.

Men fra på mandag bliver rejsetiden endnu længere.

DSB og Transportministeriet har sammen besluttet også at nedlægge togbusforbindelsen, og pendlere kan nu se frem til at skulle bruge 80 minutter på transporttid hver vej de næste otte år, indtil Femerntunnellen åbner. Dermed er rejsetiden firdoblet sammenlignet med den oprindelige togrejse.

Læs også
Togforbindelse i dvale de næste otte år - rejsetid bliver firdoblet på Lolland og Falster
Læs også
Togforbindelse i dvale de næste otte år - rejsetid bliver firdoblet på Lolland og Falster

Det har fået regionsrådsformand Heino Knudsen (S), udvalgsformand Peter Jacobsen (DF), borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsund Kommune) og Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til at skrive et åbent brev til transportminister Benny Engelbrecht.

- Det er stærkt utilfredsstillende og på ingen måde rimeligt, at man fjerner et tilbud, uden at sætte et andet i stedet – og slet ikke, når det er med kort varsel og uden tidshorisont, udtaler Heino Knudsen i en pressemeddelelse.

Lokale politikere kræver løsning

Lokale folketingspolitikere fra Falster og Lolland er også chokerede over transportministeriets beslutning om at droppe togbusser mellem Rødbyhavn og Nykøbing Falster. De kræver, at transportministeren løser problemet.

- Det, jeg kommer til at forholde ham, det er, at hvis man gerne vil have kollektiv trafik uden for de store byer, så skal man ikke smide passagererne ud med badevandet. Det er det, som sker, hvis DSB ikke længere vil køre togbusser, siger Anne Valentina Berthelsen (SF), transportordfører.

Anne Valentina Berthelsen (SF.) kræver, at transportministeren løser problemet
Anne Valentina Berthelsen (SF.) kræver, at transportministeren løser problemet Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Også Kasper Roug (S), næstformand for Erhvervsudvalget i Folketinget, vil tage kontakt til Transportministeriet i håbet om, at de vil besinde sig. Han henviser til, at vi har områder i Danmark, hvor vi skal hjælpe med at have en god kollektiv transport.

- Der er stort potentiale i det område, og hvis vi skal sikre en ordentlig vækst i fremtiden, som det kan blive, så skal vi også have en ordentlig infrastruktur, forklarer Kasper Roug.

Kasper Roug (S.) påpeger, at vi skal hjælpe med at bevare en god kollektiv transport.
Kasper Roug (S.) påpeger, at vi skal hjælpe med at bevare en god kollektiv transport. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Ifølge DSB kører der 36 passagerer i gennemsnit med togbusserne hver vej. Alligevel mener René Christensen (DF), der både er finansordfører i Folketinget og byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune, at ruten skal opretholdes.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man havde en ordentlig service, ville det tal være langt større. Jeg har selv været stor bruger af DSB, og jeg har måttet vælge det fra, fordi servicen er så ringe. DSB skulle skrue op for servicen.

René Christensen (DF.) har selv måtte vælge DSB fra grundet dårlig service
René Christensen (DF.) har selv måtte vælge DSB fra grundet dårlig service Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Unge og medarbejdere har brug for pendlermuligheder

I det åbne brev fra byråds- og regionspolitikerne her i området, giver afsenderne udtryk for, at den forlængede rejsetid er et problem af især to årsager. Først og fremmest har de unge i området brug for at kunne pendle til og fra deres uddannelser i Nykøbing Falster.

Derudover er det første spadestik til Femernbyggeriet taget, og der vil fremadrettet skulle mange frem og tilbage til Rødbyhavn.

Læs også
Nu begynder Tyskland at bygge Femern-forbindelsen
Læs også
Nu begynder Tyskland at bygge Femern-forbindelsen

- Med tusindvis af ekstra arbejdspladser på Femern er det vigtigt at sikre, at de mange medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere har mulighed for at komme til og fra området med en hurtig, fleksibel og klimavenlig kollektiv transport, uden at det kræver en dagsrejse, siger borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Både Heino Knudsen, Peter Jacobsen, Holger Schou Rasmussen og John Brædder håber på, at transportministeren vil være med til at finde en alternativ løsning. Selv foreslår de i brevet en togbus i de tidlige morgentimer og sene eftermiddagstimer.

Læs hele brevet til ministeren her:

document — Åbent brev til transportministeren, 0.10 MB

Nyhedsoverblik