Nu kan Cecilie uddanne sig i sin hjemby - og forude venter jobsikkerhed

Sosu-hjælpere er en mangelvare i hele landet, og det ser kun ud til at blive værre. Men i Nakskov er der nye positive tegn. Her har man netop indviet en ny sosu-uddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For en sjælden gangs skyld var der onsdag jubel i sosu-miljøet.

I Nakskov blev den helt nye uddannelse for sosu-hjælpere nemlig indviet.

- Det at kunne få uddannet flere er bare drønvigtigt, fordi der er så meget brug for dem derude, siger Steen Frederiksen, der er direktør for Sosu Nykøbing Falster, der i samarbejde med Lolland Kommune står for det nye uddannelsestilbud.

Steen Frederiksen er direktør for Sosu Nykøbing Falster, der sammen med Lolland Kommune står bag den nye uddannelse.
Steen Frederiksen er direktør for Sosu Nykøbing Falster, der sammen med Lolland Kommune står bag den nye uddannelse. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Siden 2021 har det været muligt at tage enkelte fag i Nakskov, mens de resterende fag på uddannelsen skulle tages i Nykøbing Falster. Men med den nye uddannelse er det altså nu muligt at tage hele uddannelsen uden at skulle forlade Lolland.

Placering er afgørende

Noget som har stor betydning for Cecilie Hansen, der er en af de 26 elever, der tog hul på uddannelsen 18. januar.

- Jeg er bosat i Nakskov og har børn, så det er fantastisk, at uddannelsen er kommet til Nakskov. Det giver mig mulighed for at kunne tage hele uddannelsen, siger hun.

Ifølge Sosu Nykøbing Falster, så er tilbuddet særligt tiltænkt dem, der allerede har slået sig ned i Nakskov, men har brug for enten en opkvalificering eller ønsker at foretage et brancheskift.

For Cecilie Hansen er det afgørende, at hun kan tage sin uddannelse i Nakskov.
For Cecilie Hansen er det afgørende, at hun kan tage sin uddannelse i Nakskov. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST


Stor mangel forude

Og når eleverne kommer ud på den anden side med eksamenspapirerne i hånden, så er der gode muligheder for at komme direkte ud på arbejdsmarkedet i stedet for at stille sig i kø på jobcenteret.

Der mangler nemlig sosu-hjælpere i hele landet.

Da regeringen for få uger siden præsenterede den nye ældreaftale, var det med dystre ord og forudsigelser for fremtidens ældrepleje.

Læs også
Mød Daniela og de andre udenlandske plejere - til marts er de en del af ældreplejen
Læs også
Mød Daniela og de andre udenlandske plejere - til marts er de en del af ældreplejen

- Vi står på en brændende platform og vi er nødt til at handle, lød det fra sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Tal fra Finansministeriet viser da også, at der i 2030 vil mangle 17.000 sosu-ansatte.

Derfor er nogle kommuner begyndt at give sosu-eleverne løn under uddannelse, og i Lolland Kommune har man hentet udenlandsk arbejdskraft ind til ældreplejen, mens andelen af ufaglærte er på 13 procent.

Særlig opgave efter uddannelsen

Med de tal in mente er Marie-Louise Brehn Nielsen (Din Stemme), der er formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune, da også glad for endelig at kunne få hele sosu-hjælper-uddannelsen til Nakskov.

- Der er et stort behov for at få de faglærte sosu-hjælpere og -assistenter. Derfor er det glædeligt, at vi kan tilbyde dem uddannelsen, så vi forhåbentlig også kan beholde dem, siger hun.

Marie-Louise Brehn Nielsen (Din Stemme) håber at kunne fastholde de nyuddannede sosu'er i kommunen.
Marie-Louise Brehn Nielsen (Din Stemme) håber at kunne fastholde de nyuddannede sosu'er i kommunen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Men en ting er at blive uddannet i Nakskov, noget andet er også at tage arbejde der.

Risikerer I ikke, at de efter uddannelsen smutter til for eksempel Roskilde eller København?

- Det er jo så vores opgave at sørge for, de bliver på den her side af grænsen, siger Marie-Louise Brehn Nielsen.


Nyhedsoverblik