En fryser i Helsingør blev afgørende, da Mathias og holdet vandt EM for kokke

Onsdag vandt Danmark det uofficielle EM for kokke, Bocuse d'Or Europe. 28-årige Mathias Lynghamar fra Restaurant Skipperly på Vejrø var med hele vejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er helt fantastisk. Alle stod med tårer i øjnene.

Lykken stråler ud af kokken Mathias Lynghamar fra Restaurant Skipperly på Vejrø, efter han og resten af den danske delegation onsdag vandt Bocuse d’Or Europe, som er det uofficielle EM i kokkekunst.

quote Vi måtte ringe rundt til alle slagterier, men uden held. Til sidst fandt vi en dame i Helsingør, der havde rensdyrkød

Mathias Lynghamar, kok, Restaurant Skipperly

Han er assistent for det hold, som den tidligere Geranium-kok Sebastian Holberg Svendsgaard fra Vemmelev, står i spidsen for.

- Vi er et godt team, slår Mathias Lynghamar fast.

Som assistent stod han på sidelinjen under onsdagens konkurrence, men han har været med i hele processen op til, hvor han har været med til at udvikle de retter, der blev kreeret til konkurrencen.

Det danske hold med beviset for triumfen. Mathias Lynghamar er længst til højre.
Det danske hold med beviset for triumfen. Mathias Lynghamar er længst til højre. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

En svær udebane

Bocuse d’Or Europe blev afholdt i den norske by Trondheim, og retterne skulle derfor laves af norske råvarer.

Noget, der umiddelbart burde være en fordel for det norske hjemmehold.

- Norge er fandme dygtige, og vi frygtede også, at de ville tage den. Så vi havde ikke regnet med at vinde, siger han.

Læs også
Michelin-kokke åbner restaurant på campingplads
Læs også
Michelin-kokke åbner restaurant på campingplads

Kokkene skulle lave to anretninger. Et fad og en tallerken. Ingredienserne er givet på forhånd, men hvad, det ender ud med, er op til fri fortolkning.

- Råvarerne til fadet fik vi at vide for fire måneder siden. Så har vi testet garniture, proteiner og så videre helt vildt, indtil vi fandt noget, der var godt. Tallerkenen har vi brugt to uger på og da det var på plads, begyndte vi så at træne på tid, siger Mathias Lynghamar.

En fryser i Helsingør med rensdyr og bjørn

Til konkurrencen har kokkene fem og en halv time til at lave deres anretninger, som i år skulle bestå af blandt andet tre forskellige udskæringer rensdyr, en særlig norsk dybvandstorsk og tørfisk.

Og det var noget af en udfordring at opstøve ingredienserne i Danmark, når kokkene forberedte sig derhjemme.

- Torsken lykkedes det os kun at skaffe to gange. Resten af tiden måtte vi træne med almindelig torsk, siger Mathias Lynghamar.

Men også rensdyrudskæringerne voldte det danske hold problemer.

- Vi måtte ringe rundt til alle slagterier, men uden held. Til sidst fandt vi en dame i Helsingør, der havde rensdyrkød i en fryser nede i kælderen, hvor hun også havde bjørnekød. Så kunne vi køre op og hente det, fortæller Mathias Lynghamar.

Rensdyranretningen, der var med til at sikre danskerne guld.
Rensdyranretningen, der var med til at sikre danskerne guld. Foto: Mathias Lynghamar

Trods besværet med at opdrive ingredienserne, så var det umagen værd, da de stod ved konkurrencen.

- Det var det bedste, vi serverede denne her gang. Der var ingen fejl. Alt var perfekt, siger han.

Festede med nordmændene

Med sejren fortsætter Danmark med at være på toppen af den gastronomiske scene, hvor det også ved Bocuse d’Or Europe i 2022 blev til dansk guld.

- Vi har et vanvittigt højt niveau herhjemme. De tidligere vindere er også gode til at give råd, så vi hjælper hinanden, siger Mathias Lynghamar.

Læs også
Mindet om bedsteforældrene hjalp kokketalent til fornem pris
Læs også
Mindet om bedsteforældrene hjalp kokketalent til fornem pris

Sejren i Trondheim blev da også fejret på behørig vis.

- Først var vi ude til et galla i Trondheim. Det var det vildeste setup med champagne og kaviar. Så var vi ude at spise med familierne, inden vi crashede Norges fest og hyggede os med dem, siger Mathias Lynghamar og fortsætter:

- Vi var hjemme klokken halv fire i nat og skulle op og med flyveren klokken syv.

Med sejren ved Bocuse d’Or Europe er det danske hold kvalificeret til næste års Bocuse d’Or, hvilket svarer til VM.

- Der er jo mange øjne, der kigger på os nu. Danmark vandt jo både EM og VM de foregående år, så vi skal fandme give den gas, hvis vi skal vinde igen, siger han.


Nyhedsoverblik