Borgmesterkandidat: Der mangler interesse for erhvervslivet

Borgmester Thomas Adelskov (S) har ikke gjort nok for erhvervsklimaet i kommunen. Sådan lyder beskyldningen fra borgmesterkandidat Morten Egeskov (V).

Tema: Kommunalvalg 2017
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Torsdag aften mødtes Thomas Adelskov (S) og Morten Egeskov (V) til valgdebat i Rema1000 i Lumsås i Odsherred. Begge kæmper om borgmesterposten i Odsherred Kommune.

Et af de helt centrale emner i debatten var erhvervsklimaet i kommune.

- Der savnes dialog og ægte interesse for erhvervslivets vilkår, fastslår Morten Egeskov, der ikke mener, at Thomas Adelskov har gjort nok for erhvervslivet i sin borgmesterperiode.

Bundplacering to år i træk

Byrådet i Odsherred Kommune 

Siden sidste kommunalvalg er det gået ned ad bakke for erhvervsklimaet. For andet år i træk skraber Odsherred Kommune bunden i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet.

Virksomhederne er blandt andet utilfredse med sagsbehandlingen og dialogen med kommunen.

- Det er helt klart et af de steder, vi skal forbedre os, fastslår Thomas Adelskov, der påpeger, at han allerede har været med til at forbedre erhvervsklimaet.

Nye tiltag skal forbedre erhvervsklima

- Jeg synes faktisk, vi har gjort rigtig mange ting. Vi har ansat erhvervskonsulenter, og vi har fået nedbragt vores sagsbehandlingstider, siger han og tilføjer:

- Men det er jo klart, at når man får sådan en måling, så bliver man nødt til at sætte sig ned og sige, hvad er det, vi skal gøre anderledes.

Men hvis det står til Morten Egeskov, skal der gøres endnu mere for at sikre gode vilkår for erhvervslivet:

- Hvis jeg bliver borgmester, vil der ikke være én henvendelse fra en erhvervsvirksomhed, som jeg ikke er orienteret om, og hvor jeg ikke er orienteret om fremdriften i det, og der skal være en utrolig god begrundelse for, at tingene ikke kan lade sig gøre, fastslår han.

Erhvervsliv vs. sommerhusliv

Samtidig med Odsherred gerne vil forbedre vilkårene for erhvervslivet, så skal kommunen også tage højde for de mange sommerhusejere i kommunen, og de to ting går ikke altid hånd i hånd.

Det kom blandt andet til udtryk, da medicinalvirksomheden Lundbeck ville udvide. Det mødte store protester fra det lokale sommerhusejere.

Trods protester valgte et enigt byråd at give Lundbeck tilladelse til at udvide.

- Vi har også brug for, at der er industriarbejdspladser i Odsherred Kommune, vi kan ikke kun leve af turismen, siger Thomas Adelskov.

- Hvad ville det være for en kommune, hvis ikke vi havde nogle arbejdspladser, hvis ikke vi havde industriarbejdspladser, hvor skulle skatteindtægterne komme fra til for eksempel at betale for vejene, bibliotekerne, teatrene og alle de tilbud, som vores turister gerne vil have. 

EN HURTIG GENNEMGANG