Nyhedsoverblik

Værtshus i Kalundborg holder X Factor-storskærmsarrangement

Fredag aften går det løs i Arena Randers, når dette års X-Factor-finale løber af stablen. Og her er brødrene Selmani fra Kalundborg med i opløbet.

For at hylde bysbørnene og samle kalundborgenserne har det lokale værtshus Kontoret derfor inviteret til X Factor-aften med storskærm i gårdhaven.

-  Vi synes, det giver god mening at lave noget, hvor vi kan samle byen og bakke op om det her, siger Trine Nystrup, der sammen med sin mand er medejer af Kontoret i Kalundborg.

Det er normalt fodbold, der trækker folk til værtshusets storskærm. Men selvom X Factor er uvant på Kontoret, så gælder det bestemt ikke brødrene Rinor og Arbnor Selmani. De kommer nemlig begge på værtshuset sommetider.

- Folk synes, det er sjovt, at det er nogen, man ser i bybilledet. Og de er jo meget jordnære, så de giver sig tid til at hilse på folk, fortæller Trine Nystrup.

Brødrene, der optræder som gruppe under kunstnernavnet Selmani, henvendte sig også selv til værthuset og takkede for opbakningen, efter storskærmsarrangementet var annonceret.

- Mon ikke vi skal lave et eller andet for dem, hvis de går hele vejen, siger Trine Nystrup, der krydser fingre for brødrene.

Finalen i X Factor afholdes i Arena Randers fredag aften, hvor Selmani også får stor opbakning fra familie og venner. Showet sendes klokken 20 på TV 2.