Ung fynbo har startet egen fiskebutik i Kalundborg: Du lærer det på den hårde måde

22-årige Asger Øgelund er ved et tilfælde havnet i Kalundborg, men det er bestemt ikke tilfældigt, at han er gået den selvstændige vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På et lille hjørne af Kalundborg Havn finder man 22-årige Asger Øgelund omgivet af friske fiskefrikadeller og laks på vej ud af rygeovnen. Det er her, han tilbringer det meste af døgnets vågne timer.

- Normalt er jeg oppe klokken 5, og så er jeg hjemme ved 23-tiden om aftenen. Og så er det lige i bad og i seng og forfra næste dag, fortæller Asger Øgelund.

quote Det er meget tilfældigt. Jeg forstår ikke noget af det, men nu er jeg her, og det går godt

Asger Øgelund, indehaver, Asgers Fisk, Kalundborg 

I januar åbnede han Asgers Fisk i byen på trods af, at han intet kendte til Kalundborg før. Det er nemlig en ung fynbo, der har fundet vej til byen ad tilfældige omveje.

- Det er meget tilfældigt. Jeg forstår ikke noget af det, men nu er jeg her, og det går godt, siger Asger Øgelund.

Et besøg hos en kammerat endte med egen forretning 

Asger Øgelund er født og opvokset i Svendborg, hvor han også gik i gymnasiet. Efter gymnasiet rejste han til Australien, og det er her, tilfældighederne begyndte.

Det var en tilfældighed, da han i Australien pludselig fik tilbudt job på en restaurant og fik smag for faget.

TEMA: UNGE SELVSTÆNDIGE

TV ØST sætter fokus på unge selvstændige i regionen. Dem bliver der nemlig flere og flere af. Vi møder tre af dem og får et indblik i deres hverdag.

Ligesom det også var en tilfældighed, da han besøgte en kammerat i Nykøbing Sjælland, og pludselig stod med et job på en af byens restauranter.

Og så var også en tilfældighed, at han dér mødte indehaveren af fiskeforretningen i Kalundborg, der gav Asger Øgelund muligheden for at forpagte den.

Men det er til gengæld ikke et tilfælde, at det er den selvstændige vej, som Asger Øgelund er gået. Allerede som teenager havde han flere små virksomheder hjemme på Fyn.

- Det er vigtigt for mig, at jeg tager mine egne beslutninger. At der ikke er nogen, der kigger mig over skulderen og siger, hvad jeg skal gøre. Det er mig, der bestemmer, siger han.

Dyre, uforudsete udgifter 

Kalundborgenserne har taget så godt imod deres nye, unge fiskehandler, at Asger Øgelunds kammerat hjælper til, når behovet er der. Og det er en stolt ven, der er med på sidelinjen.

- Asger gør det pisse godt. Jeg er meget stolt af ham. Han har bare taget det hele med storm på trods af, at det er et sindssygt hårdt fag, han er gået ind i, siger Christopher Alring.

Line Møller
Læs også
Line blev selvstændig som 24-årig: Drømmen er blevet til virkelighed
Line Møller
Læs også
Line blev selvstændig som 24-årig: Drømmen er blevet til virkelighed

Men nogle gange går tingene i fisk. Det har Asger Øgelund efterhånden måtte sande et par gange. Da TV ØST besøger fiskeforretningen mangler den ene køledisk en rude. Under en rengøring gik det galt, og nu skal Asger Øgelund frem med den store pengepung. Det er ikke første gang.

- Det er da øv, at det sker. Men at opvaskemaskinen også går ud, det er heller ikke fedt – og rygeovnen havde vi også lidt problemer med. Jeg har jo godt vidst, at sådan noget ville ske, men der er måske lidt mere, end jeg lige havde regne med, siger han.

Man kan alt – hvis man vil

Næste plan for fiskeforretningen er, at en stor terrasse skal stå klar inden sommer, så Asger Øgelund kan tilbyde havnens gæster udeservering.

Han har fart på, den unge fynbo, og her er rådet til andre, der sidder med en drøm om at blive selvstændig.

- Du skal være klar på, at du laver nogle dumme fejl, og at du lærer på den hårde måde. Men så længe, man er klar over det, kan man jo nærmest alt, vil jeg mene.

Asger Øgelund giver flere god råd i videoen herunder:

 

Flere og flere unge bliver selvstændige

Asger Øgelund er langt fra den eneste, der i en ung alder har drømt om at blive selvstændig. Der er sket en jævn stigning i antallet af registreringer i CVR-registeret foretaget af unge under 25 år de seneste år.

 
 

Antallet af nye virksomheder toppede i 2015, men sammenligner man tallene fra sidste år med tallenene fra år 2001 er der tale om en fordobling.


Nyhedsoverblik