Stor millionregning venter efter havnekollaps i Kalundborg

Prisen for den sammenstyrtede havnekaj på Kalundborg Havn er endnu ikke gjort op. Direktør forudser tocifret millionbeløb og vil sende regningen videre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et større stykke af Kalundborg Havn braste i starten af maj sammen. Kollapset skete under et reparationsarbejde. Havnekajen modtager årligt 90 skibe med råolie til Equinor Raffinaderiet, som lejer havnekajen på en langtidskontrakt af Kalundborg Havn.

Her fortæller driftsdirektør hos Equinor Raffinaderiet, Jørgen Krogager, at man siden maj har arbejdet på at bremse skaden fra at udvikle sig yderligere, ligesom man er gået i gang med at undersøge mulighederne for reparation.

quote Det kommer til at koste et tocifret millionbeløb – men der er stadig mange ubekendte

Jørgen Krogager, driftsdirektør, Equinor Raffinaderiet

- Det er i øjeblikket usikkert, hvor lang tid det kommer til at tage, forklarer Jørgen Krogager og tilføjer:

- Der en del tekniske forhold, der skal afklares i den forbindelse. Du skal i bund og grund have et godt indblik i, hvordan tingene ser ud, før du kan udtale dig om, hvornår vi er færdige.

Klarer sig uden kajplads

For Equinor Raffinaderiet har man imidlertid været heldige med, at de skibe, som normalt anløber pier E, som den kollapsede kajplads hedder, i stedet for har kunnet lægge til ved pier A, som raffinaderiet også råder over.

Netop pier E er designet til tankskibe med behov for en ekstra dyb havneplads – men det har i det konkrete tilfælde ikke givet udfordringer, understreger Jørgen Krogager.

- Vi var temmelig heldige, at de skibe, som skulle have været ind til pier E, også kunne anløbe ved pier A, efter kollapset skete, forklarer han og tilføjer:

- Det har sparet os for en del hel penge.

Tilbage står dog en regning på selve reparationsarbejdet.

- Det kommer til at koste et tocifret millionbeløb, men der er stadig mange ubekendte, siger Jørgen Krogager.

Ifølge driftsdirektøren har Equinor Raffinaderiet til trods for sin status som lejer af den pågældende kajplads et ansvar for også at forestå reparationerne.

Enighed om aftale

Regningen for reparationsarbejdet er man ifølge driftsdirektøren i dialog med udlejer om.

- Vi har påtaget os opgaven med at reparere. Det med hensyn til regningen har vi en dialog med Kalundborg Havn om, forklarer Jørgen Krogager og tilføjer:

- Vi vil holde oversigt over, hvilke udgifter vi har, og så vil vi gøre Kalundborg Havn opmærksom på, at vi kommer tilbage på et tidspunkt og beder om at få gjort tingene op.

Hos Kalundborg Havn henviser havnedirektør Bent Rasmussen til, at der for nuværende er indgået en aftale omkring at få udbedret havnekajen.

Læs også
Stor havnekaj er gået i stykker - 30 meter styrtet i vandet
Læs også
Stor havnekaj er gået i stykker - 30 meter styrtet i vandet

- Der er altid en regning på sådan noget, og det må vi have fundet en løsning på – men lige nu må det dreje sig om at få den lavet og få den sat i drift, siger han og tilføjer:

- Der er enighed om en udbedringsaftale lige nu – også omkring økonomien i den her udbedringsaftale. Det er sådan, jeg ser det, siger Bent Rasmussen, som lader forstå, at fordelingen af udgifterne er en forretningshemmelighed.

Direkte adspurgt, om Kalundborg Havn kommer til at skulle betale for dele af reparationen, siger Bent Rasmussen.

- Det må vi se på, når det kommer så langt. Der er skrevet en række ting ned i kontrakter og så videre, så det tager vi en dialog om, siger han.


Nyhedsoverblik