Nyhedsoverblik

Sætter gang i omfattende arbejde

I den kommende tid vil Kalundborg Forsyning og Kalundborg Kommune undersøge ejendomme i separatkloakerede områder for at undersøge, om de er tilsluttet korrekt.

Årsagen til det omfattende projekt er, at forsyningen gennem de seneste år, har investeret ressourcer i såkaldte to-strengs-systemer, og at man nu vil undersøge om de er korrekt tilsluttet, skriver Kalundborg Forsyning i en pressemeddelelse.

- Vi oplever en stigende mængde regnvand i vores kloakledninger, og vi må erkende, at der ikke er plads til både spildevand og den store mængde regnvand, som ender i vores ledninger. Derfor må vi gøre, hvad vi kan for at lede regnvandet væk fra spildevandsledningerne.

Sådan lyder det fra Heidi Braae, som er kloakmester og projektleder hos Kalundborg Kommune i pressemeddelelsen.

Alle berørte borgere vil blive indkaldt til dialogmøder, hvor de kan blive orienteret om projektets omfang.

Kalundborg Kommune vil også udsende et påbud, som dog kan forlænges længere end seks måneder, da der er tale om ældre separeringer, skriver Kalundborg Forsyning.

Projektet vil starte i Kærby, Rørby og Engvejskvarteret i Kalundborg, men i løbet af 2024 vil flere områder blive inddraget.