Regeringen vil færdiggøre motorvej til Kalundborg

Motorvejen til Kalundborg bliver nu endelig gjort færdig, hvis det står til regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen vil have gjort motorvejen til Kalundborg færdig nu.

Det er et af punkterne i regeringens udspil til en ny infrastrukturplan, som offentliggøres i sin helhed torsdag. Det oplyser Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til TV2 ØST.

- Vi vil bygge motorvejen færdig, helt til Kalundborg, så vi kan fortsætte med at skabe flere arbejdspladser og sørge for, at vi også udvikler Vestsjælland i fremtiden, siger ministeren, der er valgt i Region Sjælland og opstillet i Holbækkredsen. 

quote Vi vil bygge motorvejen færdig, helt til Kalundborg, så vi kan fortsætte med at skabe flere arbejdspladser

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S)

Motorvejsbyggeriet til den samlede pris af 1,9 milliarder kroner er en af nyhederne i regeringens store plan for udbygningen af trafikken i Danmark. Planen ventes at blive præsenteret torsdag. Projekterne er dog ikke prioriteret i rækkefølge i regeringens projekt, og der er således endnu ikke en dato for færdiggørelse.

Læs også
Lokale virksomheder: Der mangler 30 kilometer af motorvejen
Læs også
Lokale virksomheder: Der mangler 30 kilometer af motorvejen

- Det er altafgørende for at sikre erhvervsudviklingen i Kalundborg. Det er vi opmærksomme på i regeringen. Men nu skal vi forhandle med Folketingets partier om, hvad der skal komme først, siger ministeren.

Kalundborgmotorvejens første, anden og tredje etape.
Kalundborgmotorvejens første, anden og tredje etape. Foto: Lonni Haugaard (grafik)

Har været på vej siden 2011

Der er tale om den tredje og sidste etape af motorvejsbyggeriet, der blev indledt i 2011. Den første etape af motorvejen åbnede i 2013 fra sit udgangspunkt syd for Holbæk til Kvanløse. Den anden etape gik i en bue syd om Regstrup og åbnede henholdsvis i 2019 og i 2020.

Læs også
Container-havn lægger yderligere pres på færdiggørelse af motorvej
Læs også
Container-havn lægger yderligere pres på færdiggørelse af motorvej

Byggeriet af motorvejen, der også kendes som Rute 23, indebærer en 20 kilometer lang udbygning og opgradering af den allerede bestående landevej, Skovvejen, på strækningen mellem Regstrup og Svebølle. Derudover skal der bygges en helt ny 10 kilometer lang motorvejsstrækning mellem Svebølle og Kalundborg by. Dermed vil der være motorvej på hele strækningen mellem Kalundborg og København.

Sådan så det udm da der blev bygget støjskærm i forbindelse med den anden etape af motorvejsbyggeriet.
Sådan så det udm da der blev bygget støjskærm i forbindelse med den anden etape af motorvejsbyggeriet. Foto: Vejdirektoratet

Det har længe været et stort ønske at få bygget motorvejen, der ifølge de lokale har en enorm stor betydning for erhvervsudviklingen på Nordvestsjælland. Projektet er da også blevet vurderet som det vigtigste i Region Sjælland af et fælles forum bestående af både de lokale kommuner og Region Sjælland. Ønsket er ikke blevet mindre, efter at rederiet A.P. Møller - Mærsk besluttede at flytte hele sin containervirksomhed fra København til Kalundborg Havn.

quote Motorvejen er forudsætningen for, at vi kan skabe flere arbejdspladser i det sjællandske område

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S)

Og det giver da også rigtig god mening at få motorvejen gjort færdig, siger indenrigsministeren.

- Kalundborg er et helt unikt erhvervsområde i hele Danmark og især her på Sjælland. Og motorvejen er forudsætningen for, at vi kan skabe flere arbejdspladser i det sjællandske område. Der er virksomheder, der er i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at udbygge med flere stillinger. Dem giver vi en tryghed med dette udspil, siger han.

Sparer 8,5 minut

Det nye stykke motorvej betyder ifølge et regnestykke fra analysevirksomheden Grontmij, at personbiler vil spare 8,5 minutters transporttid mellem Regstrup og Kalundborg. For lastbiler vil den tilsvarende tidsbesparelse være på 4,5 minutter.

Beregningerne viser dog, at det ikke kun er bilerne på motorvejen, som vil opleve at komme hurtigere frem, hvis motorvejen bygges. Fordi mere trafik flyttes over på motorvejen, så vil de øvrige veje i Slagelse og Holbæk Kommuner opleve mindre trafik. Også trafikken i den nordlige del af Slagelse Kommune og den sydlige del af Odsherred kan blive påvirket af motorvejen.

Læs også
Minister indvier ny Kalundborgmotorvej - men borgmester kæmper for mere
Læs også
Minister indvier ny Kalundborgmotorvej - men borgmester kæmper for mere

Regeringens støttepartier har meldt ud, at de vil have styrket den kollektive trafik i forhold til nye motorveje i et kommende trafikforlig.

Kaare Dybvad Bek er dog ikke nervøs for, at de vil bremse for motorvejen til Kalundborg.

- Det handler om at binde landet sammen. Hvis man ikke vil bygge infrastruktur til eksempelvis de store virksomheder i Kalundborg, så kan de jo på sigt heller ikke fastholde alle de gode arbejdspladser, der er, siger han.

Indtil videre er nyheden om Kalundborgmotorvejen det eneste lokale tiltag i regeringens udspil, der er sluppet ud. Om den meget ønskede motorvej fra Rønnede til Næstved også er en del af planen, vides således ikke. 


Nyhedsoverblik