Politikere vrager ansøgning fra gods – vil ikke lovliggøre omstridt flyveplads

Enigt flertal vil ikke godkende Kragerup Gods' landingsbane på efterbevilling. Den blev opført uden tilladelse i 2018.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En landingsbane ved Kragerup Gods har vakt røre lokalt. For ét er, at godset har ladet den 600 meter lange flyveplads etablere uden at søge den fornødne tilladelse i 2018. Naboerne føler sig også genereret af lavtgående fly.

Torsdag aften var flyvepladsen så på dagsordenen hos Teknik og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune. Her skulle politikerne beslutte, hvorvidt den ansøgning, Kragerup Gods har fremsendt på bagkant, vil kunne imødekommes.

quote Jeg tager klart afstand fra, at man har etableret pladsen inden, man har fået tilladelse

Jakob Beck Jensen (V), formand, Teknik og Miljøudvalget

Ifølge administrationen står der for så vidt intet til hinder for at godkende landingsbanen. Men formand for Teknik- og Miljø i Kalundborg Kommune, Jakob Beck Jensen (V), var sammen med det øvrige udvalg ikke enige i den udlægning.

- Vi er gået imod indstillingen fra administrationen. Vi valgte ikke at godkende den her landzonetilladelse, siger Jakob Beck Jensen torsdag aften til TV2 ØST.

En landzonetilladelse vil være en forudsætning for at landingsbanen kan bestå og flyvninger genoptages, efter at Kalundborg Kommune tidligere på året har pålagt Kragerup Gods at stoppe al flyvning til og fra landingsbanen.

- Det er et enigt udvalg, der er enig i den indstilling, påpeger Jakob Beck Jensen.

Vil tage hensyn til naboer

Ifølge udvalgsformanden er det banens placering i forhold til naboer, som gør den aktuelle landingsbane problematisk.

- Der er rigtig mange naboer lige i denne placering, som den er lagt på, siger han og tilføjer:

- Vi mener, der er mulighed for en bedre placering på Kragerup Gods' jord.

Start- og landingsbanen, der er cirka 600 meter lang, blev etableret i 2018.
Start- og landingsbanen, der er cirka 600 meter lang, blev etableret i 2018. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Han noterer sig samtidig, at landingsbanen i første omgang blev etableret uden en ansøgning og dertilhørende godkendelse hos Kalundborg Kommune.

- Helt generelt vil jeg komme med den opfordring til Kragerupgård (Kragerup Gods, red.) og alle andre, at inden, man bygger noget, så søger man om det først. Det skal være vores klare opfordring fra udvalget, siger Jakob Beck Jensen og tilføjer:

- Jeg tager klart afstand fra, at man har etableret pladsen inden, man har fået tilladelse.

Naboer føler sig generet 

Udvalgsformanden oplyser, at man fra politisk hold ikke agter at gøre mere i sagen for nuværende.

- Hvis de (Kragerup Gods, red.) ønsker den landingsbane her, har de mulighed for at sende en ansøgning om en ny placering, og det er mit indtryk at den vil udvalget se positivt på.

Onsdag aften fortalte TV2 ØST, hvordan flere naboer føler sig generet af landingsbanen, som blev etableret tilbage i 2018.

- Det føles mærkeligt, og vi fik nærmest et chok. Man havde jo ikke forestillet sig, at der ville komme en (et fly, red.), lyder det fra Jan Ursin, der er nabo til Kragerup Gods gennem 28 år.

- Så sidder man jo og tænker, at hvis de kom sådan i tre måneder midt på sommeren, ville det ikke være sjovt.

Læs også
Gods opførte startbane uden tilladelse - naboer frygter støj fra fly
Læs også
Gods opførte startbane uden tilladelse - naboer frygter støj fra fly

Kragerup Gods havde ikke søgt tilladelse til landingsbanen forud for etableringen i 2018. Da der er tale om færre end 100 flyvninger om måneden, skal der foreligge en landzonetilladelse, men ikke en miljøgodkendelse.

I juli i år forelå så en projektbeskrivelse om etableringen af en landingsbane ved Kragerup Gods i forbindelse med en ansøgning om landzonetilladelse.

Den beskriver blandt andet, at man søger tilladelse til samlet 450 starter og landinger af små fastvingede fly samt 50 samlede starter og landinger af helikoptere om året.

Derudover viser en rapport fra serviceinstituttet Force Technology, udført for Kragerup Gods, at beregninger for støjniveauet ikke overstiger det tilladte ved nærmeste naboejendom.

TV2 ØST har torsdag aften været i kontakt med godsforvalter Olav Ditlevsen. Han ønsker ikke at kommentere på politikernes beslutning på nuværende tidspunkt.


Nyhedsoverblik