Kronprinsen lagde vejen forbi genstartet spritfabrikation

Omtrent halvdelen af Danmarks behov for ethanol til håndsprit spyttes ud af det genstartede ethanolanlæg i Kalundborg. I dag aflagde Kronprinsen besøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det gamle Inbicon ethanolanlæg i Kalundborg blev midt under coronaepidemien genstartet med hjælp fra omkring 25 forhenværende ansatte for at sikre de fornødne leverancer af ethanol til håndsprit.

quote Vi føler os alle beærede over, at Kronprinsen med sit besøg i dag anerkender den kæmpe indsats, som alle har ydet.

Flemming Besenbacher, formand, Carlsbergfondet

I dag står fabrikken – der kører på en midlertidig tilladelse – for en god andel af de 100.000 liter håndsprit, som Danmark har brug for dagligt under coronakrisen. Det er derfor måske ikke så overraskende, at denne højborg i forebyggelsesindsatsen mod corona også har vakt royal interesse.

Her til formiddag lagde Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik vejen forbi anlægget i Kalundborg for en fremvisning.

Foruden de 25 tidligere ansatte – som er blevet venligt udlånt fra deres nye arbejdspladser – er produktionen blevet genstartet med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet på 17,5 millioner kroner.

Rigspolitiet for bordenden

Anlægget har tidligere været ejet af Ørsted, men nu er det et konsortium bestående af staten, Carlsberg, Ørsted og Re Energy, der udgør et nyoprettet selskab under Rigspolitiet til nødproduktionen af ethanol.

Artiklen fortsætter under billedet

 
  Foto: Keld Navntoft

- Det er helt afgørende for en forsvarlig genåbning af det danske samfund, at vi har tilstrækkelige mængder håndsprit, som kan bruges af vores sundhedspersonale og stilles til rådighed i det offentlige rum, siger professor Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet og Carlsberg A/S i en meddelelse og tilføjer:

- Vi føler os alle beærede over, at Kronprinsen med sit besøg i dag anerkender den kæmpe indsats, som alle har ydet. Medarbejderne har arbejdet på hverdage, i weekender og på helligdage for at lykkes.

Produktionen på ethanolanlægget er baseret på en fermenteret alkoholbase fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

Nul profit af produktion

Ti tankbiler opererer i døgndrift for at levere 1,4 millioner liter alkoholbase om ugen for at holde anlægget kørende.

Alkoholbasen destilleres på ethanolanlægget til 90 procent og forarbejdes herefter til desinfektionsmiddel. Ingen af parterne får udbytte af produktionen, hedder det i en meddelelse om det royale besøg fra Dansk Industri.

Artiklen fortsætter under billedet

 
  Foto: Keld Navntoft

TV2 ØST besøgte anlægget i slutningen af april. Her forlød det, at fabrikken kan levere 50.000 liter ethanol i døgnet – altså halvdelen af det samlede behov i Danmark. Produktionen kører i døgndrift med treholdsskift.

Læs også
Nedlukket fabrik genåbner for at producere ethanol til håndsprit
Læs også
Nedlukket fabrik genåbner for at producere ethanol til håndsprit

Den gang fortalte flere af de tilbagevendte medarbejdere også om, hvorfor de netop var trådt til i denne særlige situation.

Slutdato for produktion

Tilbage til dagens besøg, som foregik i hold under hensyntagen til de gældende regler mod smittespredning, fik Kronprinsen fremvist alle dele af produktionen – samt ikke mindst – slutproduktet, ethanol.

- Den her situation har vist, at vi handler hurtigt i en nødsituation for at få noget så afgørende som håndhygiejne indprentet i vores dagligdag, for det er noget, der er kommet for at blive, sagde Kronprinsen og tilføjede:

- Det er altid spændende at se en fabrik af den her karat og den her størrelse – og at det er blevet til en ret afgørende produktion for vores samfund og hygiejne, er formålet med den her tur for mig.

Med sig hjem fik Kronprinsen også en enkelt vareprøve bestående af ren ethanol som souvenir. Den rene håndsprit bør dog ikke brugs direkte på hænderne, da det også fjerner hændernes naturlige fedtlag, fortalte Kronprinsen om nogle af de erfaringer, han fik med sig fra besøget.

Det er derfor alt håndsprit tilsættes glycerin, for at undgå hænderne tørrer ud.

Artiklen fortsætter under billedet

 
  Foto: Keld Navntoft

Produktionen på anlægget må foreløbigt køre til og med 30. september 2020, fremgår det af Miljø- og Fødevareministeriets godkendelse af ethanolproduktionen.

- Vores ambition med dette initiativ er at bidrage til at dække efterspørgslen på desinfektionsmidler og derved begrænse smittespredningen i Danmark, siger Niels Peder Nielsen, viceadministrerende direktør i Novo Nordisk Fonden og tilføjer:

- Det har været imponerende at se den indsats og velvilje, der har været fra både Den Nationale Operative Stab og de involverede fonde, virksomheder og erhvervsfolk, der har investeret personlig tid og ressourcer i at få dette innovative samarbejde struktureret og udført i løbet af blot få uger.


Nyhedsoverblik