I mere end et årti har Ole Nyvold kæmpet for at forhindre, at udsigten fra stranden ved Jammerland Bugt i fremtiden bliver med op til 21 havvindmøller i horisonten.
Han er formand for foreningen Beskyt Jammerland Bugt, hvis fremmeste formål er at få projektet om en havmøllepark i bugten skrinlagt en gang for alle.
Det er ikke forbi, før den fede dame har sunget
- Det er et af de bedste rekreative områder i Kalundborg. På en skala fra et til ti er det en klar 11'er, siger han og tilføjer:
- Jeg har ikke tænkt mig at opholde mig her, hvis vi får en vindmøllepark sat op.
Men ét er udsigten fra stranden og de mange sommerhuse, som ligger ud mod bugten.
Ole Nyvold er ikke i tvivl om, at dyrelivet ender med at betale prisen.
- Vi taler om biodiversitet. Hvad pokker hjælper det at lave en grøn omstilling, med grøn strøm herude fra bugten, hvis vi i øvrigt har slået hele den nordeuropæiske bestand af edderfugle ihjel.
Langstrakt proces
Snart er slaget om havmølleparken dog afgjort. Og meget tyder på, at det ikke bliver i Ole Nyvolds favør.
- Det må vi jo på en eller anden måde lære at leve med. Der er sikkert nogen, der vil vælge at sælge deres huse her, siger han.
For en ny, revideret miljøkonsekvensrapport er sendt i høring frem til 30. maj 2024.
Denne rapport afdækker de miljømæssige konsekvenser, der er ved at opføre havvindmøllerne. Denne rapport er det sidste skridt, inden Energistyrelsen tager endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet.
Det er virksomheden European Energy, der står bag projektet.
- Vi har brugt mange ressourcer, men der har også været meget, der har skullet undersøges, for at lave et ordentligt stykke arbejde. Vi har skullet overholde al lovgivning, kigge på fugle, støj, placering og så videre.
- Så det er et omfangsrigt arbejde at lave en miljøkonsekvensrapport, som også kan blive godkendt, siger Andreas Karhula Lauridsen, der er chef for havvind i European Energy.
Ifølge Energistyrelsen er sagen trukket ud som følge af en kompleks sagsbehandling.
Det fremgår af et skriftligt svar til TV2 ØST.
12 år er alt for lang tid, når man tager i betragtning, hvor travlt vi har med den grønne omstilling
- Den lange proces skyldes blandt andet, at Energistyrelsen efter Energiklagenævnets afgørelse om Vesterhav Syd-projektet i december 2018 har måttet justere miljøvurderingsprocessen for alle havmølleprojekter.
- Det har for Jammerland Bugt-projektet betydet, at den tidligere miljøkonsekvensrapport fra 2018 skulle opdateres og miljøvurderingsprocessen skulle startes op på ny.
Vil kæmpe til det sidste
Den lange sagsbehandling møder kritik fra erhvervsorganisationen Green Power Denmark.
- Havvindmølleprojekter er store projekter, og de tager tid, siger afdelingschef Camilla Holbech og tilføjer:
- Men 12 år er alt for lang tid, når man tager i betragtning, hvor travlt vi har med den grønne omstilling.
Tilbage på stranden ved Jammerland Bugt har Ole Nyvold ikke opgivet håbet.
Han har tænkt sig at bruge den sidste chance for at komme med en indsigelse til projektet i forbindelse med den igangværende høring.
- Der er sikkert nogen i Energistyrelsen eller nogen i European Energy, der synes, vi er naive, men it ain't over till the fat lady sings (det er ikke forbi, før den fede dame har sunget - ordsprog intet er afgjort, før det er helt slut, red.).
Havmølleparken vil, såfremt den realiseres, kunne dække elforbruget fra omkring 240.000 danske husstande.