Delte billeder af mulig tyvebande på Facebook - nu risikerer mekaniker selv fængselsstraf

En mekaniker fra Nordvestsjælland risikerer at blive straffet med bøde eller fængselsstraf, efter han delte overvåningsbilleder af et muligt tyveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre ukendte mænd kørte søndag ind på pladsen ved automekaniker Rasmus Degn A/S syd for Høng, hvor de ifølge medindehaver Mads Degn stjal gamle fælge og en køler, inden de forlod stedet i en blå ladvogn.

quote Det er ikke lovligt at dele overvågningsbilleder af personer eller køretøjer og udstille dem offentligt

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

Mads Degn anmeldte sagen til Midt- og Vestsjællands Politi, hvorefter han på Facebook delte flere overvågningsbilleder fra stedet, der tydeligt viser mændene og bilens registreringsnummer.

Opslaget er blevet delt over 3.000 gange og kommenteret af flere personer, som selv har set køretøjet på regionens veje. I opslaget bliver folk desuden advaret om, at bilen sidst er set i Slagelse.

Men fordi Mads Degn har delt overvågningsbillederne på Facebook, risikerer han selv at blive straffet.

- Det er ikke lovligt at dele overvågningsbilleder af personer eller køretøjer og udstille dem offentligt – det er politets opgave. Det er op til politiet og anklagemyndigheden at straffe folk, og det er ikke den offentlige domstol, der skal gøre det, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

mit_post-projekt.jpg
Læs også
Populær park plages af larm og hærværk - nu opsætter kommunen overvågning
mit_post-projekt.jpg
Læs også
Populær park plages af larm og hærværk - nu opsætter kommunen overvågning

Politiet er opmærksom på opslaget på Facebook og skal nu vurdere sagen nærmere i forhold til en eventuel sigtelse. Det kan udløse en bødestraf eller fængsel op til seks måneder, hvis man deler overvågningsbilleder af personer på sociale medier.

- Vi tager det alvorligt, når man deler sådan noget offentligt, fordi det er ikke den måde, folk skal udstilles på, siger Charlotte Tornquist.

- Det er en dårlig idé at gøre sig selv til kriminel ved at overtræde straffeloven, fordi man føler sig forurettede over noget, man har været udsat for. Så er det en bedre idé at lade politiet klare opgaven og forfølge gerningsmændene, tilføjer hun.

Frygter ikke at blive straffet

Mads Degn havde ikke overvejet, at han selv kunne blive sigtet og straffet for at dele overvågningsbillederne af de tre mænd, som ikke er dømt i sagen.

quote Retssamfundet har spillet fallit

Mads Degn, medindehaver af Rasmus Degn A/S

- Så må man tage den. Jeg skal jo forhåbentlig ikke ud at søge arbejde hos nogen andre, så det tager jeg rimelig roligt. Hvis politiet mener, det er vigtigere end at fange de forbrydere, så må de jo sigte mig, siger han og henviser til, at han er ansat i en familievirksomhed.

- Jeg tager det, som det kommer. Men så synes jeg, at retssamfundet har spillet fallit, tilføjer han.

Kort efter Mads Degn havde skrevet opslaget søndag eftermiddag, begyndte folk at skrive og ringe til ham. Flere fortalte, at de også havde set bilen med de tre mænd. En kvinde ringede tilmed og gav ifølge ham privatadressen til den ene af de tre mænd. Oplysningerne blev givet videre til politiet.

rikke_louise_andersen_blottersagen.jpg
Læs også
Mor delte foto af blotter på Facebook - nu afviser Højesteret sagen
rikke_louise_andersen_blottersagen.jpg
Læs også
Mor delte foto af blotter på Facebook - nu afviser Højesteret sagen

- Det er irriterende. Jeg ved godt, at det er gammelt jern, men det er princippet i, at du ikke kan have noget i fred, siger Mads Degn.

Ifølge ham har den mulige tyvebande været på spil flere steder i Nordvestsjælland, hvor der er blevet stjålet gammelt skrot.

Politiet undersøger tyverierne

Politiet oplyser til TV2 ØST, at man efterforsker tyverierne i området. Og selvom overvågningsbillederne er ulovligt delt på Facebook, kan de sagtens bruges i politiets arbejde.

- Vi kører en efterforskning af tyverierne, fordi det er nogle gode billeder med blandt andet registreringsnummer på bilen, siger Charlotte Tornquist.

skaermbillede_2014-03-25_kl._13.59.11.jpg
Læs også
Expert får bøde for overvågning
skaermbillede_2014-03-25_kl._13.59.11.jpg
Læs også
Expert får bøde for overvågning

- Hvis man har været udsat for det her, så skal man henvende sig til politiet, som efterforsker sagerne og eventuelt efterlyser offentligt, hvis der er grund til det. Og hvis man har gode overvågningsbilleder, må man gerne henvende sig, tilføjer hun.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik