Nyhedsoverblik

Afventer redegørelse for vold på skole

Politikere havde forventet en redegørelse i sagen om vold, mobning og trusler på Høng Skole på udvalgsmødet onsdag den 10. april.

Men den lader vente på sig.

I starten af marts kom det frem, at børn var blevet udsat for kvælertag, slag og trusler fra andre elever på Høng Skole i Kalundborg Kommune.

Flere forældre mente i den forbindelse, at skoleledelsen og kommunen havde vendt det blinde øje til.

Efterfølgende besluttede medlemmerne af Børn- og Familieudvalget i kommunen, at der skulle laves en redegørelse for, hvad der egentlig er sket på den vestsjællandske skole

Men på onsdagens udvalgsmøde lå redegørelsen endnu ikke klar.

- Den er på vej, var meldingen, siger udvalgsformand Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab).

Hun forventer nu, at den endelige redegørelse kommer inden for en uges tid.